Upopulære naboer i Milano

Sigøjnere er uglesete i Italien og bliver derfor overladt til uhumske lejre, hvor kriminaliteten blomstrer, og problemerne vokser. I Milano er naboerne så desperate, at kommunen har valgt at løse problemet ved at lukke beboerne inde i en barakby, som er afskærmet fra omverdenen.

For mange sigøjnere i Italien har integration og en tålelig tilværelse lange udsigter. Mange er som her i Milano henvist til at bo i usle lejre, hvor skidtet flyder, og som er rene brandfælder.<br>Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Ricardo undrer sig over, at julemanden aldrig har været forbi hans hjem i sigøjnerlejren.

»Kommer han altid til Danmark,« spørger den lille dreng prøvende.

»Måske er det, fordi der ikke er noget sne. Så kan hans kane jo ikke køre,« siger hans ven Davide.

De to seksårige ser ud til at være tilfredse med den forklaring, og Ricardo griner fjollet og blotter en mund med små rådne tænder. De har boet hele deres liv i de slidte campingvogne mellem vasketøj og indkøbsvogne fyldt med skrammel. De taler italiensk med milanesisk accent, men julemanden ville få svært ved at finde dem i telefonbogen. Lejren ligger i udkanten af norditalienske Milano, men har ingen adresse. Den eksisterer ikke officielt.

Det gør den til gengæld for de mange hundrede børn, som er født og opvokset i Via Triboniano. Og det gør den for de italienske familier i nabolaget, som ser lejren som en magnet for røvere, ludere og menneskeligt snavs.

Der er sigøjnere fra hele Balkan, men de fleste af lejrens beboere er sigøjnere fra Rumænien - romaer. Og selvom Rumænien ved årsskiftet blev medlem af EU, er de nye europæere ikke velkomne, og de fleste italienske kommuner lader som om, at sigøjnerne ikke eksisterer.

Nytårsdag gik lejren op i flammer. En mindre brand satte en kædereaktion i gang. Gasflaskerne, som beboerne bruger til at varme skurvognene med, eksploderede som bomber en efter en, som ilden nåede dem. Over halvdelen af lejrens beboere, angiveligt ca. 1.000, var hjemløse 1. januar 2007.

Presset fra naboerne har fået kommunen til at tage affære. Der er indkøbt containere, hvor sigøjnere med opholdstilladelse skal flytte ind i afspærrede områder ved siden af den nuværende lejr.

Men hverken naboerne eller sigøjnerne tror, at det vil hjælpe at lukke dem inde.

Langs muren omkring den nedbrændte lejr sidder beboere i klynger. De unge mænd hører høj musik, danser og tænder den ene cigaret med den anden, mens de yngre kvinder står længere nede med deres små børn.

Flammerne fortærede alle Luisas ting. Det er fire år siden, at den 27-årige kvinde kom til Italien med sin mand og deres to børn. De håbede at finde arbejde og spare penge sammen til en bolig og begynde et anstændigt liv. Godt nok hader italienerne sigøjnere, men det gør rumænerne også, forklarer hun, mens hun hiver en pakke rød Marlboro op af inderlommen - købt i en af lejrens smuglerboder.

»De siger, at vi larmer, at vi er beskidte, men vi bor jo her isoleret, og vores eneste naboer er dem derovre,« siger Luisa og peger på muren, som omkranser en af Milanos store kirkegårde.

Uønsket nabo
Naboerne er helt uenige, og de nærmeste huse har sat pigtråd op for at beskytte deres hjem mod indbrud.

»Vi har i 11 år levet med tyveri og larm. Lejrens beboere benytter vores fællesarealer og de offentlige transportmidler, selv om de lever som dyr, bor i skidt og lort og aldrig vasker sig,« siger Loredana Ponzoni, som er nabo til lejren og forkvinde for en af de borgerkomiteer, som længe har kæmpet for at sætte skik på lejren.

Loredana Ponzoni vil først sove roligt, når lejren er fjernet. Beboerne skal spredes ud til mindre lejre eller integreres ordentligt, forklarer hun.

»Lejren tiltrækker i sig selv alle mulige former for kriminalitet. Prostitution, pædofili og narkohandel.«

Loredana Ponzoni ønsker ikke, at kvarteret skal ende som »Opera« - en forstad til Milano, hvor beboere inden jul stak ild til en sigøjnerlejr, for at blive fri fra en voksende lejr.

Beskyldningerne om prostitution, narkohandel og tyveri bekræftes af politiet, som overvåger lejren i døgndrift og af fader Virginio Colmegna.

Den katolske organisation Caritas, som fader Virginio blandt andet er tilknyttet, har været med til at presse kommunen til at lave en pagt med områdets beboere. Kommunen gør rent i området, stiller barakker til fri afbenyttelse for alle de beboere med papirerne i orden. Til gengæld skal beboerne holde deres barak ren og udstøde kriminelle eller andre, som overtræder lejrens regler. En læge skal også undersøge lejrens beboere. For fader Virginio er der tale om en nødløsning.

»Vi løser selvfølgelig ingen grundlæggende problemer ved at lave en lukket lejr, men vi mener, det er en forudsætning for at komme videre. Situationen er virkelig ekstrem herude.«

Sidste udvej
For sociologen Antonio Tosi er der derimod tale om en desperat handling. I Milano og omegn bor der tusindvis af sigøjnere under lige så ringe vilkår, og som skaber lige så mange problemer.

»Der er ingen vilje til at løse problemerne. Man lader som om, de ikke eksisterer og håber, at de forsvinder,« forklarer Antonio Tosi, som er forfatter til flere bøger og artikler om sigøjnerne i Italien.

Og det er ikke nogen lys historie, for som i resten af Europa har sigøjnerne været forhadt og forfulgt siden 1500-tallet, og i dag er de den mest upopulære minoritet. Ifølge en undersøgelse fra forskningsinstituttet ISPO mener kun 11,6 procent af italienerne, at sigøjnerne er sympatiske.

»Dernæst kommer albanere og marokkanere, men hvor de andre befolkningsgruppers popularitet afhænger af konkrete begivenheder, er sigøjnerne altid de mindst populære,« forklarer han.

Integration, forklarer han, burde i stedet handle om at finde ordentlige boliger i områder, hvor de bor sammen med italienerne og job, så de kan lære at klare sig selv.

»Men det er desværre hunden, som bider sig selv i halen. Ingen tør ansætte en sigøjner, fordi man mener, at de stjæler og er beskidte. Derfor bliver de nødt til at røve og tigge i undergrundsbanen, for at klare sig og nødt til at bo i beskidte lejre.«

Laura Lucatelli er tilknyttet et italiensk videnscenter for immigration, CESTIM, og har beskæftiget sig med sigøjnere i mange år. Hun fortæller, at sigøjnerne er den sværeste befolkningsgruppe at integrere - netop fordi de i så mange generationer har været forhadte og forfulgte.

»De fleste sigøjnere er ikke nomader. De drømmer om hus og have som alle andre, men de bosætter sig ofte med andre sigøjnere for at føle sig mere trygge.«

Dreng med ambitioner
Ricardo og hans venner tænker ikke synderligt meget på fremtiden. De kan godt lide at gå i skole, selv om de bedst kan lide at være hjemme og lege. Ricardo vil gerne være politimand, når han engang bliver stor, forklarer han, og de andre drenge griner og kigger over mod politibilen, som overvåger dem 200 meter længere nede ad vejen.

»Har du en opholdstilladelse? Har du en opholdstilladelse?« spørger han sine venner, mens de griner og tjatter til hinanden.