»Up!«-eventyrer vil flyve over Atlanterhavet

Jonathan Trappe planlægger at flyve over Atlanterhavet i en redningsbåd båret af 365 helium-balloner. I 2009 fløj Trappe over den Engelske Kanal ved hjælp af heliumballoner - akkurat som i Disney-filmen »Up!«.

Foto: MAK REMISSA

I Disney-filmen fra animationsstudiet Pixar mister 78-årige Carl Fredericksen sin hustru og ærer hendes minde ved at binde hundredvis af heliumballoner til sit hus, som flyver ham til Sydamerika.

Umiddelbart lyder historien i filmen fra 2009, som et urealistisk eventyr, der på ingen måde har hold i virkeligheden. Men 38-årige Jonathan Trappe er blevet til virkelighedens Carl Fredericksen.

I 2010 fløj amerikaneren fra Belgien til England på samme måde, som Fredericksen gør det i »Up!«; ved hjælp af heliumballoner. Og nu vil han flyve endnu længere.

Trappe planlægger nemlig at krydse Atlanterhavet i en redningsbåd. Og den skal ikke sejle. I stedet skal den bæres de omkring 4.000 kilometer fra staten Maine til Paris ved hjælp af 365 heliumballoner.

Trappe planlægger at tage turen i sommeren 2013, når han har lært at sejle redningsbåden i tilfælde  af, at han må nødlande på vandet. Desuden skal Trappe skrabe de omkring 300.000 dollar sammen, det koster at købe den dyre helium og de UV-resistente balloner.

Trappe siger til Daily Mail, at han har trænet til turen over Atlanten hele sin karriere. Indtil nu har fem andre forsøgt at krydse Atlanten på samme måde. De er alle døde undervejs.

Se mere på Trappes egen hjemmeside her.