Universitet stopper forsøg med AstraZeneca-vaccine til børn

Oxford University og AstraZeneca afventer information fra lægemiddelstyrelse, inden forsøg kan genoptages.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix

Oxford University stopper midlertidigt forsøg med at vaccinere britiske børn med den vaccine, universitetet har udviklet sammen med medicinalvirksomheden AstraZeneca.

Det oplyser en talsperson fra universitetet ifølge Sky News.

Man har dog »ingen bekymringer om sikkerheden« i det specifikke studie, der afprøver vaccinen på børn, oplyser talspersonen.

Universitetet og AstraZeneca vil dog afvente yderligere oplysninger fra den britiske lægemiddelstyrelse, MHRA. De er i øjeblikket ved at undersøge vaccinen.

Vaccinen bliver undersøgt af nationale myndigheder i en lang række lande og af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

Det skyldes, at der har været indberetninger om usædvanlige sygdomsforløb hos enkelte, der har modtaget vaccinen. Det usædvanlige forløb, der har ført til enkelte dødsfald, rummer et sammenfald af blodpropper, blødninger og et lavt antal blodplader.

/ritzau/