Universitet på Hawaii advarer studerende: Det skal I gøre i tilfælde af atomangreb

I lyset af Nordkoreas atomprøvesprængninger udsender universitet på Hawaii nu en officiel advarsel til de studerende, der beskriver, hvordan de bør forholde sig til et muligt angreb.

Affyring af missil. Fold sammen
Læs mere
Foto: STR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvordan skal man egentlig forholde sig, hvis man pludselig står midt i et atomangreb?

Det beskriver University of Hawaii i en e-mail, som skolen har sendt til universitetets studerende. Det skriver flere amerikanske medier, herunder CBS News.

Emnefeltet i e-mailen lyder ganske simpelt: »I tilfælde af atomangreb«.

E-mailen instruerer de studerende i, hvordan de skal agere, hvis et atomangreb pludselig finder sted. Og ifølge CBS News kommer advarslen oven på den øgede bekymring over Nordkoreas test af missiler.

»I lyset af bekymringerne for Nordkoreas test af missiler står staten til rådighed med informationer om atomtrusler og om, hvad man skal gøre, hvis det utænkelige sker, at et atomangreb med radioaktiv spredning skulle ske,« lyder det blandt andet i e-mailen.

Universitetet instruerer også de studerende i evakuering. Det er blandt andet med beskeden om, at de skal være opmærksomme på lyden af sirener, og at det er vigtigt, at de følger de instruktioner, der måtte være på de pågældende evakueringssteder.

Universitetets opråb til de studerende kommer oven på de øgede spændinger mellem USA og Nordkorea, ikke mindst fordi eksperter har forklaret, at Nordkoreas missiler kan nå Hawaii og Alaska.

Så vil det, ifølge Gene Ward, der er statsrepræsentant, tage mindre end 20 minutter for et missil at ramme Hawaiis hovedstad, Honolulu.

Den advarende e-mail sætter tingene i perspektiv, for det er ikke første gang, frygten for atomangreb har en præventiv effekt i Hawaii. Tidligere i år kunne mediet CNN fortælle, hvordan man på Hawaii, som den første stat i USA, forbereder sig på et muligt atomangreb.

Det skyldes ikke mindst, at eksperter vurderer, at borgerne på Hawaii - fra det øjeblik atommissilerne er affyret fra Nordkorea mod Hawaii - kun vil have omtrent 15 minutter til at nå frem til et beskyttelsesrum. Et sådant beskyttelsesrum bør, ifølge myndighederne, indeholde mad nok til to uger.

De anbefaler samtidig, at Hawaiis borgere orienterer sig om mulige beskyttelsesrum på forhånd. På samme tid opfordrer de dog også til at bevare roen, så der ikke opstår unødig bekymring og tumult.