Storrumskontor, frokost med kolleger og sladder over kaffemaskinen. Der mangler bare to ting:
Et egentligt arbejde, der skal passes. Og en løn.
Unge mennesker i Kina betaler flere steder for at møde ind på et kontor, hvor de lader, som om de har et arbejde.
De unges ledighed bliver af flere medier nævnt som årsagerne til, hvorfor der dukker falske kontorer op rundt omkring i Kina.
Ledigheden i den yngre del af Kinas befolkning (16-24 år) lå i juni på 14,5 procent, mens den generelle ledighed kun lå på fem procent.
Men tallene er i virkeligheden ikke meget anderledes end det vi, ser herhjemme i Danmark. 13,5 procent af danskere under 25 år leder efter job, mens den generelle ledighed lyder på 2,9 procent.
Her har vi dog, så vidt vides, ikke nogle falske kontorer, hvor unge danskere møder ind og laver ingenting.
Måske ikke helt som i Danmark
Ifølge en artikel fra magasinet Fortune er der et stort mørketal, når det kommer til antallet af arbejdsløse unge i Kina. Der har tidligere været eksempler på, at videregående uddannelser har snydt med dimittendledigheden af frygt for at få skåret i uddannelserne.
Faktisk estimerede Zhang Dandan, der er professor i økonomi på Peking University, i 2023 arbejdsløsheden blandt unge kinesere til at være op mod 46,5 procent – flere end dobbelt så mange som de 19,7 procent, som det officielt lød på på daværende tidspunkt.
De kunstige kontorer giver derfor mange kinesere mulighed for at arbejde på deres egne nystartede virksomheder, søge job eller bare være omkring andre ligesindede, som også har svært ved at finde deres plads på jobmarkedet.
Ifølge BBC findes disse kunstige virksomheder overalt i Kina i byer som Schenzhen, Shanghai, Nanjing, Wuhan, Chengdu og Kunming.
Ejeren af virksomheden Pretend To Work Company, Feiyu (et pseudonym), siger til BBC, at han ikke sælger en arbejdsstation, i stedet sælger han »værdigheden ved at føle sig nyttig«.
Her betaler man omkring 27 kroner om dagen for en plads på kontoret, og ofte er frokost, snacks og drikkevarer inkluderet i prisen på disse »falske kontorer«.
Omkring 60 procent af dem, der »arbejder« hos Pretend To Work Company, er freelancere, mens de resterende 40 procent er nylige universitetsstuderende, der kommer for at »bevise«, at de har fået et arbejde.
Ejeren fortæller også, at nogle få kommer for at lette presset fra deres forældre.




