Unge grækere er vrede på deres forældre

Fronterne er trukket hårdt op mellem anti- og pro-EU-folk før søndagens folkeafstemning. Men på længere sigt går den vigtigste skillelinje i det græske samfund mellem unge og ældre, mener to studerende.

Udsigterne for den græske ungdom er dystre, og skylden lægges primært på forældre- og bedsteforældregenerationerne, hvor et begreb som samfundssind stort set er fraværende. Foto:  Alkis Konstantinidia/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

ATHEN: Petros Katopodis er en blid og stilfærdig ung mand. Han udtrykker sig desuden med en moden velovervejethed, der virker næsten urimelig for en 22-årig. Men nogle gange bliver han vred, forsikrer den græske journaliststuderende.

Rasende over at vokse op i et land, hvor ungdomsarbejdsløsheden har bidt sig fast omkring de 50 pct., mens den benhårde konkurrence om de få job ofte afhænger af forældrenes evne til at betale for overbygninger til en almindelig videregående uddannelse. Og bitter på de ansvarlige for såvel krisen som den nøjsomhedspolitik, der ifølge Petros ikke virker, og som har »stjålet«, hvad der skulle have været de mest ubekymrede år af hans ungdom.

»Jeg er vred på de skiftende græske regeringer og på nogle europæiske politikere, især (den tyske finansminister, red.) Wolfgang Schäuble som er en meget nævenyttig mand og til at blive sindssyg over. Men først og fremmest bliver jeg harm, når jeg hører folk her i Grækenland sige, at det vil være bedst for os at forlade euroen,« siger Petros og fortsætter:

»De har som regel alle sammen et sted at bo og måske også et stykke jord, de kunne begynde at dyrke, eller et lokale, hvor de kan åbne en butik. Men hvad med os unge, som hverken har fast ejendom eller opsparing? Hvad skal der blive af os uden for Europa?«

Brudlinjer

Petros’ skrækscenario er rykket et langt skridt tættere på, efter at premier­minister Alexis Tsipras lørdag udskrev folke­afstemning om kreditorernes krav til Græken­land, hvilket fik forhandlingerne om en løsning på landets gældskrise til at bryde sammen. I går åbnede bankerne ikke, efter at grækerne weekenden igennem havde stået i kø ved kontantautomaterne for at hæve de sidste af deres sparepenge.

Samtidig blev der indkaldt til demonstrationer både i går og i dag for henholdsvis et nej og et ja ved søndagens folkeafstemning. Demonstrationer, der vil lade det i forvejen højspændte forhold mellem tilhængerne af regeringens konfrontationskurs og en oppositions­støttet pro-EU-bevægelse med yderligere et par megavolt.

Faren for sammenstød er overhængende. Men set i et lidt større perspektiv findes der en mindst lige så vigtig brudlinje i det græske samfund et helt andet sted, mener Petros og hans studiekammerat Giota Florou. Nemlig den, der går mellem dem og deres jævn­aldrende og tidligere generationer.

De unge på 80

Ingen af dem er flyttet hjemmefra, og de er begge afhængige af familiens hjælp. Det er frustrerende – især for 29-årige Giota – og selv om de på det personlige plan har et godt forhold til forældrene, er de vrede på dem som generation.

»I Grækenland tror alle, at de er unge. Her bliver folk først gamle, når de er 80. Først på det tidspunkt begynder de at tænke på at få sig et liv og om man måske skulle købe et gravsted,« forklarer Giota sarkastisk og lader Petros fortsætte:

»I min fars og min bedstefars generation har folk indtil for nylig udelukkende set staten som noget, man skulle snyde. De har kun tænkt på, hvordan de på en smart måde kunne sørge for sig selv på bekostning af fælles­skabet. Det er deres indstilling, som har fremkaldt krisen, fordi der på den måde er blevet brugt alt for mange penge,« siger han og tilføjer mere forsonligt:

»Men det skal siges til deres undskyldning, at de ikke rigtig var klar over situationen. De fik lette penge i hånden og fyrede dem af på at have det sjovt, købe en ny bil og et større hus i stedet for at spare op og tænke på at hjælpe deres børn.

Tro på fremtiden, trods alt

Når det alt sammen er sagt, har Giota og Petros imidlertid en kæmpe fordel: De er unge, de har fremtiden for sig og selv ikke Egyptens syv plager varede evigt. Når man beder dem kikke nogle år ud i fremtiden, er de da også optimister:

»Krisen vil være forbi. Alle unge vil have et job til en rimelig løn, og selv er jeg en berømt kulturjournalist,« siger Giota med et grin om sit kig i krystalkuglen og tilføjer så alvorligt: »Men først og fremmest vil folk i mit land igen være glade, hvilket de slet ikke er for øjeblikket.«

Petros’ fremtidsvisioner gælder også forholdet til Europa: »Jeg håber, at vi om nogle år har gennemført reformer, så vi kan slippe fri af den økonomiske afhængighed og komme til at føle os som rigtige, jævnbyrdige europæere,« siger han og fortsætter:

»For dét er vi unge grækere – i modsætninger til tidligere generationer. Sammenlignet med dem udviser vi langt større respekt for det offentlige – for retsvæsenet og, ikke mindst, for skattevæsenet. Snyderiet er en samfundssygdom, som vi er ved at overvinde, og jeg er sikker på, at det vil forandre sig med min generation.«

Til gavn og for både grækerne og for resten europæerne. Hvis altså, at de førstnævnte stadig er en del af det europæiske samarbejde til den tid. Det er lige det.