Marokkos premierminister, Aziz Akhannouch, opfordrer til dialog, mens landet står over for en sjette nat med demonstrationer.

Demonstrationerne, der begyndte lørdag, er organiseret af en ungdomsgruppe under navnet GenZ 212. Gruppen kræver forbedringer i uddannelses- og sundhedsvæsnet.

Hundredvis er blevet anholdt eller er kommet til skade. Onsdag var der de hidtil første dødsfald.

Her lød det fra myndighederne, at sikkerhedsstyrker skød og dræbte tre knivbevæbnede unge, som forsøgte at stjæle våben i byen Lqliaa nær havnebyen Agadir.

Selv om folkemængderne ikke har været meget store i antal, har de i stigende grad voldelige protester ført til den værste uro på gaderne i Marokko siden demonstrationer i det nordlige Marokko i 2016 og 2017.

Premierminister Akhannouch siger i en udtalelse, at hans regering "forholder sig til de krav, som ungdomsbevægelserne har udtrykt," og er klar til "dialog og diskussion".

- Vi gentager, at en dialogbaseret tilgang er den eneste måde at håndtere de forskellige udfordringer, vores land står over for, siger han.

Gruppen GenZ 212 har taget afstand til volden og opfordret til nye, fredelige demonstrationer i de store marokkanske byer.

- Vi opfordrer alle deltagende til at forblive disciplinerede og sikre vores handlingers fredelige karakter, skriver gruppen på kommunikationsplatformen Discord.

Udenrigsministeriets Borgerservice opfordrer danske statsborgere til at holde sig på afstand af demonstrationerne.

- Risiko for fortsatte demonstrationer og uroligheder i Rabat og andre større byer. Kan udvikle sig voldeligt. Hold dig på afstand, og vær opmærksom på dine omgivelser, skriver Udenrigsministeriets Borgerservice på X.

/ritzau/Reuters