»Europa skal være for europæere og Ungarn for ungarere.«
Således siger Ungarns premierminister, Viktor Orbán, i slutspurten til valget til Europa-Parlamentet i et markant interview i radioprogrammet »Godmorgen Ungarn«.
I interviewet slår premierministeren også fast, at valget drejer sig om »for eller imod mere indvandring«.
Ifølge lederen af Fidesz-partiet findes der en »liberal bande« af politikere, journalister og analytikere, som »kaster om sig med penge«, og som vil overbevise verden om, at der ikke kan gøres noget for at stoppe migrationen.
»Vi vil have politiske ledere i Bruxelles, som ikke organiserer migrationen, men som vil stoppe den,« lyder det fra Orbán.
Orbán står stærkt
Orbáns melding kommer på et tidspunkt, hvor han står stærkt i målingerne op til valget. Ifølge en ny måling vil han kunne få 57 procent af stemmerne i Ungarn.
Omregnet i mandater svarer dette til 14 ud af Ungarns i alt 21 pladser i Europa-Parlamentet. I dag har Fidesz 12 mandater i Strasbourg.
Orbáns udtalelser og fremgang vækker også opsigt i resten af Europa, fordi han efter valget kan komme til at indtage en »kongemagerrolle«.
En måling foretaget af avisen Politico viser, at den konservative gruppe (EPP) står til at få 168 mandater, mens Europas socialdemokrater (S&D) kan sikre sig 146 mandater ud af de i alt 751 mandater.
Da Orbán på forhånd har meddelt, at han ikke kan støtte den fælles konservative spidskandidat, Manfred Weber, peger flere analytikere på, at Fidesz’ 14 mandater skal trækkes fra EPP-gruppens 168. Dermed ser valgresultatet pludselig væsentligt mere snævert ud.
I modsætning til, hvad der normalt er tilfældet, står de store to grupper, EPP og S&D. denne gang ikke til at kunne samle et flertal.

Orbán suspenderet fra den konservative gruppe
Før påske suspenderede Europas konservative Orbáns medlemskab af EPP-gruppen. Orbáns kampagne mod den konservative kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, var dråben, der fik bægeret til at flyde over.
Nogle uger senere meddelte Orbán så, at han ikke kan støtte Manfred Weber som ny kommissionsformand. Det skyldes, at tyskeren havde fornærmet det ungarske folk ved at slå fast, at han ikke vil lade sig vælge som kommissionsformand med Orbáns stemmer.
Orbán opfordrede desuden Europas konservative til i højere grad at samarbejde med højrefløjen i Europa-Parlamentet:
»Europas konservative er ved at gøre klar til at begå selvmord. De vil binde sig selv til venstrefløjen og synke sammen med dem,« sagde den ungarske premierminister.
Orbán: Vi melder først ud efter valget, hvem vi støtter
I det nye radiointerview slår Orbán fast, at han først efter valget vil melde ud, hvem han støtter i stedet for Manfred Weber:
»Vi vil se, hvor meget støtte de enkelte politiske ledere får – og i hvilke lande.«
I europæiske medier spekuleres der i, om Orbán efter valget vil tilslutte sig den nye gruppe af højreorienterede partier, der blandt andet tæller Italiens Matteo Salvinis Lega, Frankrigs Marine le Pen, Frihedspartiet fra Østrig og Dansk Folkeparti.