Ungarns og Ruslands udenrigsminister diskuterede tilsyneladende EU-sanktioner i et nu lækket lydklip.
Klippet er tirsdag blevet offentliggjort af Vsquare.org, som er et medie med fokus på Central- og Østeuropa.
Optagelsen er af et opkald fra august 2024.
Her minder Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, sit ungarske modstykke, Peter Szijjarto, om et løfte om at forsøge at få fjernet en person fra EU's sanktionsliste.
Nyhedsbureauet Reuters har ikke kunnet verificere klippet. Men Szijjarto kalder det på Facebook en "skandale", at hans telefon er blevet aflyttet.
For en uge siden krævede den ungarske premierminister, Viktor Orbán, at aflytning af Szijjarto skulle efterforskes.
EU-Kommissionen erklærede sig for en uge siden "alvorligt bekymret" over en artikel i The Washington Post.
Her sagde en anonym EU-embedsmand til den amerikanske avis, at Szijjártó i årevis havde opretholdt tæt kontakt med Sergej Lavrov.
Ifølge avisen skulle den ungarske udenrigsminister have holdt sin russiske kollega løbende informeret om drøftelserne i EU. Det skulle være sket på et tidspunkt, hvor Rusland var i krig med Ukraine.
Den person, som drøftes i det lækkede opkald mellem de to ministre om sanktioner, er en søster til en russisk forretningsmand.
Lavrov svarer i lydklippet, som er på engelsk og foregår i en venlig tone, at Ungarn og Slovakiet vil stille forslag om at få hende fjernet fra listen.
- Vi vil gøre vores bedste for at få hende af (listen, red.), siger Szijjarto i optagelsen.
Ungarn går søndag den 12. april til valg.
/ritzau/Reuters
