Ungarn venter halv million syrere til EU fra Tyrkiet

Ungarns premierminister Orbán venter et intenst pres på EU-landene for at acceptere flygtninge fra Tyrkiet.

EU og Tyrkiets ledere vil måske senere i denne uge offentliggøre en hemmelig aftale om at sende mellem 400.000 og 500.000 syriske flygtninge direkte til EU fra Tyrkiet, siger Ungarns premierminister, Viktor Orbán, ifølge Reuters.

Orban, der onsdag talte til ledende ungarske politikere i Budapest, siger, at han venter et intenst pres på EU-landene for at acceptere en del af disse flygtninge, og han siger, at det vil Budapest ikke.

Den ungarske leder siger, at aftalen allerede var kendt ved det nylige topmøde mellem EU og Tyrkiet i Malta, og at den ikke omfatter de aftaler mellem Ankara og Bruxelles, som blev underskrevet i weekenden i Bruxelles. Her var der ifølge Orban ikke den nødvendige støtte.

/ritzau/Reuters