Ungarn og Slovakiet har valgt at stille sig uden for konklusionerne om Ukraine på EU-topmødet.
Det står klart, efter EU's stats- og regeringsledere torsdag havde et videomøde med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i forbindelse med EU-topmødet i Bruxelles.
Dermed markerer Ungarns premierminister, Viktor Orbán, igen sin modstand mod at give det ellers aftalte EU-lån på 90 milliarder euro til Ukraine.
Det sker med henvisning til, at Ungarn ikke modtager russisk olie igennem Druzjba-rørledningen.
Også Slovakiet modtager russisk olie igennem rørledningen.
- Vi ønsker at få vores olie, som er blokeret af ukrainerne. Vi vil ikke støtte nogen løsning til gavn for Ukraine, så længe ungarerne ikke kan få den olie, som tilhører os, siger Viktor Orbán.
På EU-topmødet har Orbán fået kritik fra flere EU-landes ledere, fordi han selv sagde ja til lånet på EU-topmødet i december sidste år.
Det skete endda med den betingelse, at Ungarn ikke hænger på lånet, hvis Ukraine ikke kan betale det tilbage.
Samme undtagelse fik Slovakiet og Tjekkiet på mødet. Dermed er det de øvrige 24 EU-lande - heriblandt Danmark - der må betale pengene tilbage, hvis Ukraine ikke kan.
Men det har ikke været nok til at overbevise Orbán, der mener, at Ukraine bevidst tilbageholder russisk olie til Ungarn.
Det afviser Ukraine, som fastholder, at det vil tage omkring seks uger at reparere Druzjba-rørledningen efter russiske angreb.
Dermed er løbet reelt kørt i forhold til at overbevise Orbán på EU-topmødet.
Her venter man ikke, at diskussionen om Ukraine bliver genoptaget på en dag, hvor krigen i Mellemøsten skaber bekymring for høje energipriser og nye flygtningestrømme.
På topmødet har EU's præsident, António Costa, og en række EU-ledere dog gjort det klart for Orbán, at hans opførsel er uacceptabel.
Ud over at skade Ukraine og Europas sikkerhed skaber det særlig frustration, at Orbán løber fra den aftale, han selv indgik på topmødet i december.
Det er et brud med den måde EU-topmøderne fungerer på. Her forpligter lederne sig på, at en aftale er en aftale.
Statsminister Mette Frederiksen (S) var blandt de europæiske ledere, der kritiserede Orbán på vej ind til topmødet:
- Beskeden til Ungarn er selvfølgelig, at vi har en aftale om at levere et lån til Ukraine, så de kan køre krigen videre og dermed beskytte ikke alene sig selv, men Europa.
- Det er uacceptabelt, at Ungarn blokerer Europa fra at gøre det, der skal til for at passe på Europa, sagde Mette Frederiksen.
De resterende 25 EU-lande gør det i konklusionsteksten klart, at de står bag Ukraine. Og at de ønsker at udbetale lånet.
- Efter sin beslutning fra december 2025 om at yde Ukraine et støttelån på 90 milliarder euro for 2026 og 2027 hilser Det Europæiske Råd det velkommen, at medlovgiverne har vedtaget lånet, og ser frem til, at den første udbetaling til Ukraine finder sted i begyndelsen af april, hedder det i konklusionsteksten.
Udbetalingerne kan dog først begynde, når Ungarn giver grønt lys.
Det har Orbán åbnet for kan ske, når olien igen ankommer til Ungarn via Druzjba-rørledningen.
/ritzau/