Lørdag eftermiddag vil en af OLs mest omdiskuterede atleter atter træde ind i bokseringen.
Sidst, det skete, trak modstanderen sig efter to slag og 46 sekunder.
Nu er det ungarske Anna Luca Hamoris tur til at stå over for den algeriske bokser Imane Khelif til kvartfinalen i kvindeboksning ved De Olympiske Lege.
Det er der stor utilfredshed med hos Ungarns Bokseforbund, der har protesteret over Den Internationale Olympiske Komités (IOC) beslutning om at give Khelif tilladelse til at konkurrere til OL i Paris.
De har ifølge The Guardian forsøgt at få beslutningen omgjort, inden kampen er sat til at gå i gang.
Khelif, der altid har bokset i kvindekategorien, er en af to boksere, der sidste år blev udelukket fra VM-stævnet i New Delhi i 2023 af Det Internationale Bokseforbund, IBA, efter at en gentest blev foretaget på dem.
Hvilken gentest, der er blevet foretaget, samt resultatet heraf er ikke offentliggjort, men formanden for IBA, Umar Kremlev, påstår over for det russiske nyhedsmedie Tass, at gentesten viste XY-kromosomer, som typisk forekommer i mænd, samt høje niveauer af det mandlige kønshormon testosteron.
Khelif er angivet som kvinde i passet, men bokseren har ikke udtalt sig om sit køn efter udelukkelsen sidste år.
Nogle spekulerer i, om Khelif har det sjældne fænomen dsd, som er forstyrrelser i den biologiske kønsudvikling. Dsd kan resultere i, at en person er født med kvindelig anatomi, men har mandlige XY-kromosomer – eller omvendt.
Modstander frygter ikke
Det er første gang, at Ungarn stiller op med en kvindelig bokser til De Olympiske Lege. Anna Luca Hamori har udtalt, at hun »ikke er bange« for Khelif, der efterlod sin sidste modstander, italienske Angela Carini, i tårer efter 46 sekunder i ringen.
Carini trak sig fra kampen og sagde efterfølgende i et interview, at hun »aldrig er blevet slået så hårdt«.
I et opslag på sociale medier, der nu er taget ned, skrev Hamori, at hun ikke synes, det er rimeligt, at Khelif deltager i kvindekategorien.
»Men jeg kan ikke bekymre mig om det nu. Jeg kan ikke ændre på det, det er livet,« lød det i opslaget fra Hamori.
Trods udelukkelsen fra sidste års VM har Khelif samt den taiwanesiske bokser Lin Yu‑ting fået grønt lys til at stille op til boksning i kvindekategorien, da Den Internationale Olympiske Komité har nogle andre retningslinjer end IBA.
IOC har bekræftet, at de to boksere opfylder reglerne for at konkurrere til dette års OL, skriver nyhedsbureauet AP:
»Alle, der konkurrerer i kvindekategorien, overholder reglerne for konkurrenceberettigelse,« sagde OL-komiteens talsmand, Mark Adams, tidligere på ugen.
Det begrundede han med, at der står kvinde i Khelifs pas.