Under en måned til valget: Ingen kan se, hvordan Sverige undgår politisk kaos

En TV-debat indledte slutspurten for de svenske partiledere i skyggen af mandagens bilafbrændinger. Grøfterne blev kun gravet dybere mellem Sverigedemokraterna og både rød og blå blok, der begge er langt væk fra et flertal alene.

Moderaternas statsministerkandidat, Ulf Kristersson (billedet), mener, at Sverigedemokraternas reaktion på mandagens bilafbrændinger i Sverige viser, at partiet kun vil kritisere uden at tage politisk ansvar. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, forpassede endnu en chance for at afværge et historisk dårligt katastrofevalg for de svenske socialdemokrater. Men partilederdebatten tirsdag aften som startskud til valgkampens slutspurt gjorde det på ingen måde klarere for de svenske vælgere, hvordan Sverige skal undgå et uoverskueligt politisk kaos og få en levedygtig regering efter valgdagen 9. september.

»Jeg håber, at alle forstår, at intet parti vil have et flertal bag sig efter valget,« sagde Sverigedemokraternas partileder, Jimmie Åkesson.

»Men man forbereder sig på at lede det her land uden mig. Vælgerne vil straffe jer for det.«

Statsminister Löfven debatterede ifølge valganalytikere igen for tørt, teknisk og fagforeningsagtigt. Han og rivalerne i den borgerlige alliance kan dog måske trøste sig en smule med, at TV-debatten – arrangeret af de to borgerlige medier Expressen og DI, Dagens Industri – ifølge de umiddelbare reaktioner ikke blev den sædvanlige stjernestund for Åkesson, som har domineret med slagkraftige udfald om indvandring.

Denne gang var debatten delt klart op i adskilte valgtemaer. Sverigedemokraternas leder måtte stå for skud for sin afvisning af menneskeskabte klimaforandringer efter en sommer med usædvanligt varme og voldsomme svenske skovbrande, der ifølge meningsmålinger har fået vælgere til at fokusere mere på miljøspørgsmål.

»Det er pinligt at have en klimabenægter som partileder,« sagde Centerpartiets leder, Annie Lööf, mens Åkesson svarede, at man skulle være både blind og døv for at følge Lööfs kritik af, at han var en »Trump-kopi«.

Borgerlige afviser samarbejde med sverigedemokrater

Et problem for både Lööf og Åkesson er, at en mulig borgerlig regeringskoalition med de fire partier i »Alliansen« ser ud til at blive helt afhængig af en form for samarbejde mellem de to. Men det vil kræve Sverigedemokraterna som støtteparti, og den borgerlige alliance har sagt, at den ikke vil give indrømmelser til Åkesson.

Inden TV-debatten, der fandt sted i Göteborg, afviste den borgerlige statsministerkandidat, Ulf Kristersson, som svar på Berlingskes spørgsmål, et konkret samarbejde med Sverigedemokraterna, som hidtil er blevet holdt helt uden for politisk indflydelse af både blå og rød blok i den svenske riksdag.

Moderaternas partileder viste sig på parkeringspladsen i Göteborgs sydlige udkant, hvor der mandag aften var blevet brændt flere end 60 biler af, og han erklærede, at Åkessons reaktion igen havde vist et parti, der kun kan »pege fingre« ad problemer uden at komme med brugbare løsninger. Kristersson havde kun en skuldertrækning til overs for, at Åkesson luftede politihjælp fra EU-lande som en mulighed for at håndtere bilafbændinger.

»Den ene dag vil han og Sverigedemokraterna ud af EU. Den næste dag vil de have hjælp af EU. Det imponerer ikke mig,« sagde Kristersson.

Statsminister under pres

Statsminister Löfven erklærede i TV-debatten, at han og Socialdemokraterna »vil tage ansvar for, at Sverige kan regeres«, men at han »aldrig nogensinde« vil være afhængig af Sverigedemokraterna.

Svaret på, hvordan man politisk vil kunne fortsætte med at ignorere et parti, der står til en fordobling og mindst hver femte svenske vælgers stemme, blafrede i Göteborgs regnvåde gader, mens Löfven efter TV-debatten gik på tur med frivillige nattevogtere i Frölunda-området, hvor de fleste bilafbrændinger fandt sted.

Tirsdag aften blev fem køretøjer ifølge svensk politi brændt af forskellige steder i det vestlige Sverige. Valganalytikere vurderer, at de opsigtsvækkende brande kan resultere i yderligere opbakning til Sverigedemokraterna. At den officielle statistik viser næsten 4.000 bilafbrændinger i Sverige sidste år, er ikke til megen hjælp for Löfven over for vælgernes vrede og bekymring.

»Det er sket her mange gange før. Lige derovre så min kollega for nylig tre biler i brand,« fortalte Christoffer, der ikke ønsker sit efternavn offentliggjort, til Berlingske, mens han pegede fra de udbrændte biler ved Fölunda Torg over mod nogle røde bygninger på den anden side af vejen.

»Folk er vrede over det. Hvis de ikke var sikre på, hvem de skulle stemme på, tror jeg, at nogen efter mandag aften nu vil stemme på Sverigedemokraterna. Det her er godt for dem,« sagde manden, der arbejder bag parkeringspladsen med uledsagede flygtningebørn.

Partiledernes debat handlede om alt muligt andet end bilafbrændinger, men udfordringerne består, uanset hvem der formår at danne regering. Liberalerne slog tirsdag til lyd for en regering mellem Socialdemokraterna og Moderaterna. Lidt ligesom i Tyskland efter det uforløste forbundsdagsvalg sidste år. Foreløbigt står det liberale særdeles EU-positive parti ret alene med deres bud på at undgå politisk kaos.