Ulykkelige forældre leder efter sårede børn

Utallige forældre gennemlever i disse timer deres værste mareridt efter gidseltagningen i Pakistan.

Pårørende til en elev, der blev såret under angrebet, trøster hinanden ved Lady Reading Hospital i Peshawar. Fold sammen
Læs mere
Foto: FAYAZ AZIZ
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Over 100 elever og lærere er omkommet under det angreb, som Taleban har udført mod en militærskole i Peshawar i Pakistan. Det officielle dødstal lyder foreløbig på 126.

Langt størstedelen af de dræbte er børn, der gik i første til 10. klasse på skolen.

Det frygtelige angreb, som Taleban har erkendt at stå bag, har også sendt utallige skrækslagne forældre rundt på lokale hospitaler for at lede efter deres børn.

»Min søn var i sin uniform her til morgen. Nu er han i en kiste,« sagde en grådkvalt forælder, Tahir Ali, da han hentede sin døde 14-årige søn, Abdullah, på hospitalet i Peshawar, skriver AP ifølge ABC News.

»Min søn var min drøm. Nu er min drøm slået ihjel.«

Gengældelsesangreb

Angrebet er ifølge militsen selv et gengældelsesangreb mod det pakistanske militær, som de seneste måneder har lanceret en storoffensiv mod den islamistiske milits i området omkring Peshawar.

Tragedien startede i morgentimerne, da fem-seks Taleban-krigere løb ind på The Army Public School og begyndte at skyde omkring sig.

Det kom til skudveksling med militærpersonalet på skolen, og flere elever blev indledningsvis meldt dræbt. Kampene menes stadig at finde sted, men den pakistanske avis Dawn skriver, at flere af terroristerne har sprængt sig selv i luften på skolen, hvilket kan forklare den hastige stigning i antallet af dræbte.

I omegnen af 500 elever og lærere menes at opholde sig på skolen.

Låste døren til ingen nytte

En af de sårede elever, Abdullah Jamal, fortæller ifølge ABC News, at han var blandt en gruppe af 8.-10. klasse-elever, der var i gang med at lære førstehjælp, da angrebet startede.

Jamal, der blev skudt i benet, fortæller, at ingen i de første par sekunder forstod, hvad der foregik.

»Men så så jeg børn, der græd og skreg, falde. Jeg faldt også. Senere fandt jeg ud af, at jeg var blevet ramt af en kugle.

En anden studerende, Amir Mateen, fortæller, at gruppen, han var sammen med, låste døren indefra, da de hørte skud, men at massemorderne brød igennem døren alligevel og begyndte at skyde vildt omkring.

National tragedie

Pakistans premierminister, Nawaz Sharif, kalder angrebet for en national tragedie.

»Det er mine børn, og det er mit tab,« siger han ifølge Dawn.

Premierministeren er nu på vej til Peshawar, hvor han efter eget udsagn vil overvåge den militære indsats.