Ukrainske mænd frygter patruljerne i gaden: »Jeg vil ikke dø«
Ukrainske mænd undgår det offentlige rum efter et nyt mobiliseringstiltag.

Ukrainske mænd undgår det offentlige rum efter et nyt mobiliseringstiltag.

I maj indførte Ukraine en database, hvor alle mænd i alderen 25-60 år skulle registrere sig, så de kunne blive kontaktet, hvis der var brug for deres kræfter i forsvaret.
Men det er ikke alle mænd i landet, der er interesserede i det. I stedet gemmer de sig fra såkaldte rekrutteringspatruljer, der stopper tilfældige mænd på gaden for at sikre, at de er i databasen.
Det berettes der om i flere medier verden over.
For eksempel kan BBC fortælle historien om Serhij og Tanias bryllup, hvor halvdelen af gæsterne blev væk af frygt for rekrutteringspatruljerne.
En frygt, som Tania godt forstår. Hendes egen far blev dræbt ved fronten i oktober.
Og ligesom hende kender de fleste nogen, der er blevet slået ihjel. Maksym, der meldte afbud til brylluppet, har flere døde venner.
»Der er mere end en million politibetjente i Ukraine. Hvorfor skulle jeg kæmpe, når de ikke gør,« siger han til BBC.
Også The Guardian har skrevet om frygten og har talt med en anonym mand, de kalder Serhii.
Manden, der blandt andet arbejder med at køre humanitær hjælp til fronten, er blevet stoppet flere gange af patruljerne, som blandt andet truer med bøder.
»Jeg elsker mit land. Men jeg kan ikke slå nogen ihjel, og jeg vil ikke dø,« siger Serhii til The Guardian.
Derfor oplever rekrutteringspatruljerne også, at mange mænd flygter fra dem.
»Nogle løber væk fra os. Det sker ret ofte,« siger en leder af en rekrutteringspatrulje ifølge Omni.
Det kontroversielle mobiliseringstiltag, der blev gennemført ved lov i maj, indeholder dog også incitamenter til de ukrainske soldater.
Således kan de blandt andet få pengebonusser eller finansiel hjælp til en bolig eller bil.