Den ukrainske pilot Oleksij Mes – også kaldet »Moonfish« – blev dræbt i mandags, da et af Ukraines F-16-kampfly blev ødelagt i et styrt.

Han »kæmpede heroisk i sin sidste luftkamp«, siger landets luftvåben, som har beskrevet, hvordan »Moonfish« var med til at skyde russiske krydsermissiler og droner ned under det massive russiske luftangreb natten til mandag.

Oleksij Mes var ikke hvem som helst: Ifølge The Wall Street Journal var han en af de første til at blive trænet i at flyve F-16-fly, og han var en af de mest kendte ukrainske piloter.

Han optrådte ofte i medier, og han besøgte Washington, D.C. i 2022 for at overtale amerikanske politikere om at lade vestlige allierede donere de kraftfulde amerikanskproducerede våben.

Og så fløj »Moonfish« rundt på den danske himmel over det sydlige Jylland for blot seks måneder siden, da han modtog træning på Flyvestation Skrydstrup.

DR talte endda med piloten tilbage i februar.

Årsagen til flystyrtet kendes endnu ikke.

F-16 i brug for første gang

Ukraine har beskrevet mandagens luftangreb mod 15 regioner som det største under krigen, og russiske styrker brugte da også mere end 200 luftmål til operationen.

F-16-kampflyene blev brugt af ukrainske styrker for første gang i kamp i denne uge.

»I løbet af luftkampen demonstrerede F-16-flyene deres høje effektivitet og skød fire fjendtlige krydsermissiler ned med deres indbyggede våben,« skrev generalstaben for Ukraines væbnede styrker i en opdatering efter angrebet. 

To MiG-29-jagerfly fløj over en mindehøjtidelighed for Oleksij Mes i Kyiv torsdag.
To MiG-29-jagerfly fløj over en mindehøjtidelighed for Oleksij Mes i Kyiv torsdag. Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Men under en indflyvning mistede et af flyene kontakten til det andet, og det viste sig senere, at det var styrtet.

»En særlig kommission fra forsvarsministeriet er blevet udpeget til at undersøge årsagen til styrtet, og den arbejder i det område, hvor flyet styrtede ned,« lyder det videre.

Ifølge foreløbige oplysninger tyder det ikke på, at kampflyet blev skudt ned af russiske styrker, selvom hændelsen foregik under den massive luftoperation, siger amerikanske embedsmænd til The Wall Street Journal.

Styrtet var sandsynligvis et resultat af en pilotfejl, har de amerikanske kilder sagt, men den kommentar er torsdag aften dansk tid blevet slettet fra artiklen.

Ukraines væbnede styrker mener ikke, at en »pilotfejl« ligger til grund for hændelsen, siger en ukrainsk militærkilde til CNN.

Ukraines militær har nedsat en særlig kommission fra forsvarsministeriet, som har fået til opgave at efterforske årsagen til styrtet.

Ukraine modtog de første længe ventede F-16-fly denne sommer, og ifølge The Economist har det krigshærgede land indtil videre fået ti fly – dette er ikke muligt for Berlingske at bekræfte.

Ukrainerne har imidlertid fået lovning på mindst 79 kampfly, der doneres af Danmark, Holland, Norge og Belgien de kommende år.