Ukraines forsvarschef, Valerij Zaluzjnyj, er blevet fyret.
Det siger Ukraines forsvarsminister ifølge nyhedsbureauet AFP.
Valerij Zaluzjnyj skal dermed ikke længere stå i spidsen for det ukrainske militær.
Kort efter at nyheden om fyringen blev offentliggjort torsdag, kunne Ukraine oplyse, hvem der bliver landets nye forsvarschef.
Det bliver den 58-årige generaloberst Oleksandr Syrskyj, der bliver landets nye forsvarschef. Det skriver Reuters.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har på det sociale medie X lagt et billede op med den nu tidligere forsvarschef.
Her takker han ham for at have forsvaret Ukraine i de seneste to år. Han skriver samtidig, at det er tid til at forny Ukraines forsvar.
Zelenskyj skriver også, at han har forslået Zaluzjnyj at forblive en del af "teamet".
Der har længe gået rygter om, at stemningen mellem præsidenten og den nu tidligere forsvarschef var anspændt.
Om fyringen siger Zaluzjnyj selv:
- Opgaverne i 2022 er anderledes end i 2024. Derfor skal alle ændre sig og tilpasse sig de nye realiteter. For at vinde sammen, siger han ifølge AFP.
Det er i tråd med en udmelding torsdag fra præsident Zelenskyj, hvor han ifølge Reuters siger, at den ukrainske hær har brug for øjeblikkelige ændringer.
- I 2023 beviste Ukraines militær, at det kan genvinde kontrollen over luftrummet. Men det fejlede i at nå målene på jorden, siger han.
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, har reageret på torsdagens fyring og nyansættelse.
Ifølge Reuters siger han, at det er en ukrainsk beslutning, og at Nato ikke skal have nogen mening om den.
- Men jeg glæder mig over den meget klare erklæring fra udenrigsminister Kuleba om, at ingen ændringer vil påvirke Ukraines forhold til partnere og Nato, siger Jens Stoltenberg ifølge Reuters.
/ritzau/