Ukraines præsident, Petro Porosjenko, har underskrevet et dekret om indførelse af undtagelsestilstand under krisen med Rusland. Ordren skal godkendes af parlamentet.
Meddelelsen om dekretet er blevet offentliggjort på Porosjenkos hjemmeside.
Beslutningen om undtagelsestilstand blev truffet dagen efter, at Rusland skød mod tre ukrainske flådefartøjer. Det har fået krisen mellem de to lande til at eskalere.
Ukraines parlament ventes at drøfte dekretet ved en samling senere mandag. Men i et parlamentsudvalg blev undtagelsestilstanden hurtigt vedtaget enstemmigt.
Ukraines lov om undtagelsestilstand åbner mulighed for, at præsidenten blandt andet kan indføre udgangsforbud og indskrænke bevægelsesfriheden, ytringsfriheden og pressefriheden.
I dekretet står der dog ikke specifikt, om præsidenten vil gøre noget af dette.
I dekretet er blandt andet nævnt, at reservestyrkerne mobiliseres, luftforsvaret er styrket omkring vigtig infrastruktur, og cybersikkerheden er øget.
I Natos hovedkvarter i Bruxelles har alliancen indkaldt til et krisemøde mandag eftermiddag med ukrainske repræsentanter.
EU's præsident, Donald Tusk, fordømmer Ruslands anvendelse af magt over for tre ukrainske fartøjer.
- Jeg fordømmer Ruslands magtanvendelse i Azovhavet. De russiske myndigheder må frigive de ukrainske besætninger og fartøjer og afstå fra yderligere provokationer, siger Tusk efter en telefonsamtale med Ukraines præsident.
- Europa står forenet bag Ukraine, siger EU's præsident.
Den ukrainske udenrigsminister, Pavlo Klimkin, siger, at de ukrainske besætninger på de beslaglagte flådefartøjer bør behandles som krigsfanger.
De ukrainske myndigheder fører drøftelser med Røde Kors for at få den internationale hjælpeorganisation til at undersøge, om russerne lever op til disse krav.
FN's Sikkerhedsråd har indkaldt til ekstraordinært hastemøde mandag for at drøfte søndagens russisk-ukrainske konfrontation.
/ritzau/Reuters