Opdateret

Ukraines præsident forbyder kampdygtige mænd at forlade landet

137 ukrainere har mistet livet under den første dags kampe i landet, oplyser præsident Volodymyr Zelenskyj.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har underskrevet et dekret, der beordrer mobilisering af alle landets værnepligtige og medlemmer af reserven.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ordren kommer som følge af Ruslands invasion af landet. Den gælder foreløbigt de næste 90 dage.

Ifølge lederen for det ukrainske toldvæsen i byen Lviv, Danil Mensjikov, indebærer ordren blandt andet, at ingen mænd mellem 18 og 60 år må forlade landet.

Samtidig skal alle værnepligtige indkaldes og gøres klar til kamp.

Ukraine har allerede indkaldt landets reservestyrke på omkring 200.000 personer til tjeneste. Det er ikke mere end tre dage siden, at præsident Volodymyr Zelenskyj afviste, at en fuld mobilisering ville blive aktuel.

Siden har situationen i landet dog ændret sig drastisk, efter at Rusland torsdag omkring klokken 05.00 om morgenen lokal tid indledte et angreb på Ukraine.

Russerne har indtil nu blandt andet erobret flere byer i Østukraine og bombet flere ukrainske militærinstallationer og flyvestationer fra land og i luften.

Kort før midnat torsdag dansk tid oplyser præsident Volodymyr Zelenskyj, at 137 ukrainere har mistet livet under den første dags kampe. Blandt tabene er både civile og soldater.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

»I dag har vi mistet 137 af vores helte, af vores borgere. Soldater og civile,« siger Zelenskyj i en videobesked.

Han tilføjer, at 316 personer er blevet såret.

Det har indtil videre været småt med oplysninger om tab på den russiske side. Ukrainske myndigheder har dog givet meldinger om dusinvis af dræbte russiske soldater og nedskudte fly.

Ifølge FN's flygtningeorganisation, UNHCR, har omkring 100.000 ukrainere forladt deres hjem det seneste døgn for at søge i sikkerhed. Flere tusinde har allerede krydset grænsen til nabolande som Moldova og Rumænien.

/ritzau/