Ukraines kapitulation

Der er ikke meget våbenhvile over våbenhvilen i Ukraine. Minsk-aftalen ligner Genève-aftalen fra april derved, at den eneste part, som forpligtes af den, er Ukraine. Samtidig virker det som om, at EUs politiske vilje til at hjælpe Ukraine - trods nye oplysninger om russisk militær tilstedeværelse i landet - er ved at slippe op.

En ukrainsk hærenhed passerer Kramatorsk i det østlige Ukraine, hvor det igen i går var svært at få øje på våben, som hviler i forbindelse med våbenhvilen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Våbenhvile plejer at betyde, at våbnene skal hvile, men så enkel er verden ikke set fra Kreml. Fredagens våbenhvile var kun fire timer gammel, da Ruslands ambassadør ved OSCE, Andrej Kelin, erklærede det for ganske naturligt, hvis oprørerne fortsatte deres angreb på den ukrainske havneby Mariupol.

»Mariupol er en del af Donetsk Region, og det er en kendsgerning, er jeg bange for. Det er vel den næststørste by i Donetsk Region, og jeg tror, de (oprørerne, red.) vil befri den. Hvis man ser på befolkningssammensætningen i Donetsk, så er 90 procent russere, etniske russere, selv om de har ukrainske pas. Så Mariupol – det er absolut naturligt,« sagde Kelin til CNN.

En time senere brød kampene ud igen i Mariupol.

I løbet af weekenden er der også blevet kæmpet andre steder, blandt andet ved lufthavnen i Donetsk by, som stadig holdes besat af et omringet kontingent ukrainske soldater. Våbnene hviler ikke, som de burde, og det ligger endnu tungere med at opfylde et andet af de 12 punkter i våbenhvileaftalen, nemlig:

»Tilbagetrækning af ulovlige væbnede styrker, militært udstyr samt krigere og lejesoldater fra Ukraines territorium.«

Hvad kan de underskrivende parter – Ukraine, Rusland og oprørerne – have ment med dette punkt? Det kan jo umuligt dreje sig om russiske soldater, for ifølge Kreml er der slet ikke nogen russiske soldater i Ukraine. Men oprørsstyrkerne, da? Nej, åbenbart ikke ifølge ambassadør Kelin; han finder det jo naturligt, at de »befrier« Mariupol. Det lyder heller ikke sandsynligt, at oprørerne selv skulle have skrevet under på, at de er ulovlige og skal forsvinde fra Ukraine.

Punktet om tilbagetrækning af ulovlige styrker ligner et pyntepunkt eller et trøstepunkt; desværre er det netop dette punkt, som EU knytter sine største forhåbninger til.

Ambassadør Kelin har ikke ret i, at befolkningen er russisk; meningsmålinger før krigen viste klart flertal i regionen for at blive i Ukraine. Men uanset om han har ret eller ej, så er der ingen forskel på Mariupol og resten af Donbass – samlebetegnelsen for regionerne Donetsk og Lugansk. Det vil sige, at hvis Mariupol er tilladt bytte for oprørerne, er resten af Donbass det også. Rusland mener altså åbenbart, at Ukraine med Minsk-aftalen simpelthen har afstået hele Donbass, også de dele som stadig er under ukrainsk kontrol.

Så meget for Minsk-aftalen. Den ligner Genève-aftalen fra april derved, at den eneste part, som forpligtes af den, er Ukraine: Ukraine må ikke kæmpe videre, Ukraine har måttet anerkende oprørerne som forhandlingsmodpart, og Ukraine må samtidig love Donetsk og Lugansk selvstyre.

Og hvem skal lede det selvstyre? Det skal nye lokalvalg afgøre, og i de områder, som oprørerne kontrollerer, bliver det jo oprørerne, som skal gennemføre valget. Man kan tænke sig til resultatet. Konklusionen bliver uanset: Minsk-aftalen er en ukrainsk kapitulation; Ukraine har erkendt sit nederlag.

Og EU? Trods nye oplysninger mandag om russisk militær i Ukraine havde EU-landene mandag aften overordentlig svært ved at blive enige om at sætte nye sanktioner mod Rusland i værk. Den politiske vilje til at hjælpe Ukraine er ved at slippe op, på et tidspunkt da det måske også er for sent.