Ukraines førstedame: Russere bruger voldtægter som våben

Olena Zelenska beskylder russiske soldater for at begå meget stort antal voldtægter i Ukraine.

Ukraines førstedame, Olena Zelenska (tv.) sagde under et besøg i London mandag, at russiske soldater må drages til ansvar for voldtægter og andre seksuelle forbrydelser mod ukrainske kvinder. Under et besøg i Downing Street blev hun modtaget af premierminister Rishi Sunaks hustru, Akshata Murty (th.) Peter Nicholls/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ukraines førstedame sagde mandag, at russiske soldater må drages til ansvar for voldtægter og andre seksuelle forbrydelser begået mod ukrainske kvinder.

»Det er et instrument, som de benytter sig af som et våben. De bruger det systematisk og åbent,« sagde Olena Zelenska ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Udtalelsen faldt mandag, hvor hun deltog i en international konference i London mod seksuel vold i krig og konflikter.

Blandt de krigsforbrydelser, som Rusland efterforskes for, er voldtægter af ukrainske kvinder begået af russiske soldater.

»Flere optagelser på telefoner har vist russiske soldater som åbent diskuterer voldtægter,« sagde Zelenska på konferencen, hvor hun krævede »en global reaktion« på anvendelsen af seksuel vold i krig.

Hun sagde, at anklagere i Kyiv er ved at efterforske over 100 mulige forbrydelser af denne art begået af russiske soldater. Hun tilføjede, at disse forbrydelser »kun var en lille brøkdel« af det sande antal.

»Alle ved, at der er tale om et meget stort antal voldtægter begået af russiske soldater i Ukraine.«

»Besætterne fik stadigt flere muligheder for at ydmyge ukrainerne, og desværre er seksuel vold og seksuelle forbrydelser en del af deres arsenal.«

Den ukrainske regering har iværksat et støtteprogram for ofrene.

Tidligere på dagen besøgte hun Downing Street. Der blev hun modtaget af premierminister Rishi Sunaks hustru, Akshata Murty.

Sunak besøgte Kyiv tidligere på måneden, hvor han mødte præsident Volodymyr Zelenskyj for første gang. Sunak lovede øget britisk støtte til Ukraine i kampen mod de russiske styrker.

/ritzau/dpa