Ukraines tidligere forsvarsminister Mykhajlo Fedorov vil ikke acceptere nogen anden rolle i landets regering end posten som forsvarsminister.

Det siger han i en udtalelse sendt til journalister, skriver nyhedsbureauet Reuters torsdag.

Den populære forsvarsminister Mykhajlo Fedorov blev afsat i sidste uge.

Beslutningen har udløst store gadeprotester flere steder i Ukraine.

Efter Fedorovs afgang har der været flere meldinger om, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har tilbudt den tidligere minister flere alternative poster.

- Ingen anden rolle har den faktiske autoritet til at bekæmpe korruption i forbindelse med indkøb, fuldføre hærens transformation og planlægge og eksekvere asymmetriske operationer mod fjenden, siger Fedorov i udtalelsen.

De første rygter om, at Fedorovs afgang skyldtes en konflikt mellem ham og Ukraines forsvarschef Oleksandr Syrskyj, blev kort efter bekræftet af Fedorov selv.

Onsdag afskedigede Zelenskyj også Syrskyj.

Fedorov har beskyldt Syrskyj for at have blokeret flere af hans initiativer som minister.

Han har også sagt, at den nu fyrede forsvarschef har presset Zelenskyj til at afskedige ham. Det har Syrskyj afvist, skriver AFP.

Den 60-årige Syrskyj har været forsvarschef siden 2024 og beskrives af nyhedsbureauet som en af Ukraines mest erfarne militære ledere.

35-årige Fedorov nåede kun at sidde på posten som forsvarsminister i et halvt år, men er meget populær blandt befolkningen.

Han er kendt som en, der forsøger at reformere og modernisere det ukrainske militær.

Zelenskyj har i den seneste tid foretaget flere rokeringer i Ukraines ledelse.

Blandt andet er Julija Svyrydenko blevet udskiftet med Serhij Koretskyj, som er blevet landets nye premierminister. Han har tidligere været direktør for det statslige energiselskab Naftogaz.

Koretskyj er landets tredje premierminister, siden Rusland invaderede i 2022.

Derudover har Zelenskyj udpeget den fungerende chef for landets sikkerhedstjeneste, Jevhenij Khmara, som fungerende forsvarsminister.

RITZAU