Ukraine vil søge om EU-medlemskab »om seks års tid«

Ukraine skal trimmes både socialt og økonomisk, så landet vil kunne søge om at blive medlem af EU inden for en årrække, siger landets præsident.

Ukraines præsident, Petro Porosjenko. Fold sammen
Læs mere
Foto: MANDEL NGAN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Står det til den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, skal Ukraine igennem en række reformer i de kommende år, som skal forberede landet på et EU-medlemskab.

Porosjenko forudser, at det uroplagede land vil være parat til at søge om EU-medlemskab »om seks års tid«, siger han ifølge Reuters.

Men først må ukrainerne forberede sig på omfattende sociale og økonomiske reformer, der skal bringe landet i form til overhovedet at søge om at blive optaget i den europæiske klub, lader han forstå.

Det var netop udsigten til en associeringsaftale mellem EU og Ukraine, der fik den tidligere sovjetstat på alvorlig kollisionskurs med Rusland, og som blev gnisten, der antændte den alvorlige konflikt mellem de to lande tidligere på året.

Russerne ønsker ikke, at ukrainerne nærmer sig Europa, officielt fordi det vil skade de russiske markeder.

Uoverensstemmelserne er flere gange mundet ud i sammenstød mellem Ukraine og prorussiske oprørere, der angiveligt har opbakning fra Kreml.

Der er dog et enkelt lyspunkt i konflikten, mener Porosjenko, som torsdag oplyser, at der for første gang i flere måneder ikke er blevet rapporteret om dræbte eller sårede på ukrainsk grund som følge af uenighederne i de seneste 24 timer.

Det indikerer, at våbenhvilen »endelig ser ud til at virke«, siger Porosjenko.