Ukraine: Russerne har brudt våbenhvilen 1.100 gange

Ukraines præsident Petro Poroshenko anklager russisk-støttede separatister i Østukraine for at bryde våbenhvilen med de ukrainske tropper. Han opfordrer til flere sanktioner mod Rusland.

Foto: SERGEI SUPINSKY
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den ukrainske præsident Petro Porosjenko mener ikke, at separatisterne i det østlige Ukraine respekterer den våbenhvile, der blev indgået med Ukraine i februar.

Han kalder på flere sanktioner mod Rusland, siger han i et interview med den tyske avis Bild, der bliver bragt mandag.

Angrebene i området er blevet færre, siden den seneste våbenhvile blev indgået i midten af februar, men begge side anklager hinanden for at bryde den, skriver Reuters.

Så sent som i sidste uge anklagede det ukrainske militær pro-russiske separatister for at bruge våbenhvilen til at samle tunge våben. Det går stik imod en aftale indgået i Minsk i Hviderusland i september sidste år, hvor parterne skrev under på at trække alt tungt artilleri tilbage fra frontlinjen.

»Ukraine har opfyldt hvert eneste punkt i Minsk-aftalen. Våbenhvilen er blevet implementeret øjeblikkeligt fra vores side, men russerne har gjort det stik modsatte. Hver dag bliver der skudt fra russisk side - nogen gange mere end 60 gange om dagen. Alt i alt, er våbenhvilen blevet brudt mere end 1.100 gange. Sandheden er, at aftalen ikke fungerer,« siger Porosjenko til Bild ifølge Reuters.

Og det får Porosjenko til at opfordre til flere sanktioner mod Rusland for at bryde våbenhvilen.

På EU-topmødet torsdag og fredag i den kommende uge skal de europæiske ledere diskutere de sanktioner, man vedtog mod Rusland tilbage i juli, da Putin annekterede Krim.

Her vil blandt andet Tyskland tale for, at landene vedtager en deklaration, der ikke tillader, at Vesten løfter sanktionerne før Rusland overholder Minsk-aftalen.

Den danske udenrigsminister Martin Lidegaard (R) har hele vejen støttet de økonomiske sanktioner rettet mod Rusland og specifikke russere.