Ukraine ramte torsdag Ruslands største oliepumpestation i et droneangreb.
Angrebet har tilsyneladende konsekvenser for olieleverancerne til Ungarn og Slovakiet.
Olieanlægget, som ligger i byen Unecha i regionen Bryansk, er forbundet med den russiske olierørledning Druzjba, som er et af verdens største rørledningsnetværk for råolie.
Som følge af angrebet brød anlægget i brand, hvilket en video delt af en kommandør i det ukrainske militær på Telegram viser.
Rusland har nu også bekræftet angrebet. Det skriver Sky News.
Ifølge Kyiv Post blev anlægget også ramt af ukrainske kamikazedroner 13. august.
Stopper for olie
Druzjba-rørledningen leverer olie fra Rusland til Centraleuropa og går gennem Ukraine og Belarus.
Som de eneste EU-medlemslande forsynes både Ungarn og Slovakiet stadig af olie fra Druzjba-rørledningen.
Nu kan begge landes olieforsyning herfra være afbrudt i mindst fem dage som følge af torsdagens angreb, lyder det fra landenes udenrigsministre.
Derfor har de i et brev opfordret Europa-Kommissionen til at garantere forsyningssikkerhed.
»Den fysiske og geografiske virkelighed er, at uden denne rørledning er en sikker forsyning til vores lande simpelthen ikke mulig,« skriver udenrigsministrene Peter Szijjarto og Juraj Blanar ifølge Sky News i et brev.
Ungarns udenrigsminister, Peter Szijjarto, reagerede ifølge Kyiv Post hurtigt på angrebet på Facebook
Her kaldte ministeren angrebet for »endnu et angreb på Ungarns energisikkerhed« og »endnu et forsøg på at trække os ind i en krig«.