Ukraine og Rusland skal forhandle ved den belarusiske-ukrainske grænse. Det er meldingen fra den ukrainske præsidents kontor ifølge Reuters.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger, at de to parter mødes uden betingelser.

Det er endnu uvist, hvem ukrainerne og russerne sender til at sidde ved forhandlingsbordet.

HBelarus'præsident, Aleksandr Lukasjenko, opfordrede tidligere søndag regeringen i Ukraine til at mødes med Rusland, så Ukraine ikke mister sin status som stat. Det sagde han ifølge det russiske nyhedsbureau RIA.

Rusland meddelte søndag morgen, at en delegation var rejst til Belarus, fordi den vil mødes med ukrainerne til forhandlinger.

Men Zelenskyj afviste i første omgang invitationen. Han henviste til, at Belarus ikke er en neutral part.

Lukasjenko har eksempelvis meldt sig parat til at bistå Rusland i krigen mod Ukraine.

Det er første gang efter den russiske invasion natten til torsdag, at Rusland og Ukraine mødes til forhandlinger. Begivenheden er kommet i stand efter en telefonsamtale mellem Zelenskyj og Lukasjenko. Det oplyser Zelenskyj ifølge AFP.

»Vi blev enige om, at den ukrainske delegation mødes med den russiske delegation uden betingelser ved den ukrainsk-belarusiske grænse. I nærheden af floden Pripjat,« siger Zelenskyj.

Lige inden nyheden om forhandlingerne blev sendt ud, meddelte Ruslands præsident, Vladimir Putin, i en tv-tale søndag eftermiddag ifølge Reuters, at Rusland øger atomberedskabet.

Konkret taler Putin om russiske »afskrækkelsesstyrker«. Det inkluderer ifølge Reuters enheder med atomvåben.

Putin forklarer, at det russiske tiltag skyldes »aggressive« meddelelser fra den vestlige forsvarsalliance NATO og økonomiske sanktioner mod Moskva.

/ritzau/