Ukraine melder om én dræbt og fire sårede i russiske angreb
Få timer efter at en annonceret våbenhvile mellem Rusland og Ukraine er udløbet, er der meldinger om angreb.

Få timer efter at en annonceret våbenhvile mellem Rusland og Ukraine er udløbet, er der meldinger om angreb.

En person er blevet dræbt, og fire er blevet såret i russiske angreb på det østlige Ukraine.
Det melder lederen af Dnipropetrovsk-regionens militære administration, Oleksandr Ganja, på den krypterede beskedtjeneste Telegram. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Angrebene dræbte ifølge Ganja en mand og sårede en kvinde i byen Synelnykove. Tre andre blev såret i angreb andre steder i Dnipropetrovsk, lyder det.
Natten til tirsdag blev Ukraines hovedstad, Kyiv, udsat for et droneangreb. Det meldte lederen af byens militære administration, Tymur Tkatjenko, på Telegram.
Ifølge AFP var det første gang siden fredag, at der lød en luftalarm i byen. Fra lørdag til og med mandag var der annonceret en våbenhvile mellem Ukraine og Rusland.
Også i Rusland er der meldinger om natlige angreb.
Ifølge AFP meddeler landets forsvarsministerium, at der fra midnat til klokken 7.00 om morgenen Moskva-tid er blevet skudt 27 ukrainske droner ned over tre regioner i det vestlige Rusland tæt på den ukrainske grænse.
USA's præsident, Donald Trump, sagde fredag, at der lørdag trådte en tre dage lang våbenhvile i kraft mellem Rusland og Ukraine. Våbenhvilen ville vare til og med mandag.
Foruden en indstilling af kampe og angreb omfattede våbenhvilen ifølge Trump en udveksling af 1000 krigsfanger fra hvert land.
Våbenhvilen faldt sammen med Ruslands fejring af "Sejrsdagen" den 9. maj. Dagen markerer Sovjetunionens sejr over Nazityskland i 1945 og markeres hvert år med en parade.
I år var paraden dog mere nedtonet, end den har været de seneste år. Rusland pegede op til dagen på sikkerhedshensyn som årsag til, at paraden ville se anderledes ud.
Normalt ruller kampvogne og missilsystemer hen over Den Røde Plads i den russiske hovedstad, Moskva, under paraden, som markerer 9. maj. I år blev der i stedet afspillet en video af det militære isenkram i aktion.
I løbet af weekenden har både Rusland og Ukraine anklaget modparten for at bryde våbenhvilen.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, sagde lørdag, at han tror, at konflikten med Ukraine snart slutter.
/ritzau/