Ukraine-krise forstyrrer Mellemøst-proces

Israels premierminister gæster mandag USAs præsident, der angiveligt for alvor er klar til at gå ind i fredsprocessen. Ukraine sluger dog opmærksomhed og kan give dækning for Israels skeptiske højrefløj.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, besøger mandag USAs præsident, Barack Obama i Washington, hvor de to regeringssledere afholder deres 14. møde. Men selv om Obama kan have nok så megen mellemøstlig fred på sinde, giver krisen i Ukraine angiveligt Netanyahu et kærkomment albuerum til at styre uden om det palæstinensiske spørgsmål. Fold sammen
Læs mere

JERUSALEM: En betragtelig del af den israelske premierminister, Benjamin Netanyahus, regering hævder hyppigt uden at blinke, at den nyder en særlig bevågenhed fra oven. Nogle gange kunne man godt forledes til at tro, at der er noget om snakken. Krisen omkring Ukraine og Krim-halvøen truer med helt at opsluge USAs regerings opmærksomhed, mens præsident Barack Obama har stillet stolene frem til det 14. møde mellem de to som regeringsledere. Angiveligt kan de reelt ikke udstå hinanden, men Obama har mødt Netanyahu flere gange, end han har siddet over for nogen anden udenlandsk leder i deres nu fem års fælles tid ved magten.

Det manglende rampelys kan være en skuffelse for den israelske premierminister, der elsker den internationale opmærksomhed. Men det kan også lette det pres, som kunne underminere hans politiske fundament i Israel. I dag skulle Netanyahu angiveligt for alvor trykkes på maven i Det Hvide Hus. Planen var ifølge The New York Times, at Obama ville kaste sig ind i fredsforhandlingerne mellem israelere og palæstinensere, som ellers i lang tid mest af alt har været udenrigsminister John Kerrys »one man show« – til tider i retning af ufrivillig »stand up comedian«, nogle gange som en formanende prædikant, ofte som den besindige far i den urolige familie og altid med en opvisning af den sagnomspundne amerikanske energi, vilje og optimisme, som i realiteten har været det eneste, der har drevet processen fremad.

Tydeligt signal fra Netanyahu

Ideen var angiveligt, at Obama skulle stille Netanyahu det enkle spørgsmål om, hvad han egentlig har af planer for at rette op på en situation, hvor fredsforhandlingerne bryder sammen med en lurende palæstinensisk ny intifada og – endnu værre for Israel – en international boykot-bølge i horisonten. Det kan Obama fortsat gøre, men med fokus på Krim har Netanyahu fået markant råderum til ikke at lade sig presse. Ved afrejsen fra Israel var det sigende, at premierministeren ikke engang ville nævne palæstinenserne ved navn.

»Jeg tager nu af sted på en vigtig tur til USA, hvor jeg skal møde præsident Barack Obama. Vi skal diskutere det iranske spørgsmål og den diplomatiske proces,« bliver Netanyahu citeret for i en mail fra premierministerkontoret.

Det tydelige signal er, at Netanyahu fortsat mener, at en international aktion mod en iransk mulighed for at fremstille en atombombe er langt, langt vigtigere end »det palæstinensiske spørgsmål«. Den intense mediedækning af den nye runde af fredsforhandlinger, der under USAs pres blev taget hul på i efteråret, har ikke kunnet påvise, at Netanyahu har tilbudt nogen indrømmelser af skelsættende art endsige reelt ønsker at tage den personlige og politiske risiko ved en fredsløsning. Tværtimod. Regeringsfæller i koalitionen og partifæller i Likud har med højlydt raseri erklæret sig imod en tostatsløsning og afgivelse af land til et Palæstina. Iagttagere mener, at de har været oprigtigt nervøse for, hvad der kan ske, men partifællen og en af Netanyahus største rivaler, viceforsvarsministeren Danny Danon, lød mere afslappet end længe, da han ifølge Jerusalem Post sendte premierministeren et »støttebrev« inden afrejsen:

»Jeg nærer ingen tvivl om, at du trofast vil repræsentere Likuds værdier, først og fremmest dem, der gælder staten Israels sikkerhed, og ikke vil blive afskrækket af pres for at dele Jerusalem eller vende tilbage til linjerne fra før 1967.«

På Netanyahus bane

I møder med deltagelse af Berlingske har israelske og palæstinensiske kommentatorer og politikere siden jul sagt, at Kerry har været uventet udholdende og har fremkaldt de nervøse reaktioner. Nu forlyder det, at han har alvorlige problemer med den »ramme«, som skal gøre forhandlinger muligt efter den erklærede deadline sidst i april. Først var den ventet omkring nytår, så i januar, og nu er den almindelige visdom, at den i hvert fald skal være på plads sidst i marts, hvor Netanyahu står over for den sidste og sværeste frigivelse af fanger inklusive israelske arabere dømt for terror. Det var Israels »betaling« for palæstinensisk deltagelse i forhandlinger uden hverken en præcisering af forhandlingsgrundlag eller en tidsfrist, som kunne resultere i sanktioner.

Et nyligt møde mellem Kerry og selvstyrepræsident Mahmoud Abbas i Paris var ifølge forlydender nærmest katastrofalt. Palæstinenserne anklager Kerry for at fremføre israelske krav, som om det var USAs egne synspunkter om en fair og balanceret fredsløsning. Hvis forhandlingerne bryder endeligt sammen, kan dét give Netanyahu mulighed for at udpege Abbas som den »manglende partner for fred«.

Det vil så være et skjold for at afbøde international kritik og trusler om sanktioner uden at have afgivet en tomme af »det forjættede land«. Og det vil ikke mindst give Netanyahu troværdighed og prestige i sit politiske bagland.

Ovenikøbet vil »genoplivningen« af Den Kolde Krig omkring Ukraine give Netanyahu mulighed for at henlede opmærksomheden på, at eksempelvis det nye egyptiske regime allerede har henvendt sig til Rusland om våbenkøb. USA kan regne med alliancen med Israel.

Om Obama kan regne med at få fredsaftalen og tostatsløsningen igennem i sin præsidentperiode, er en helt anden sag, og som situationen er lige nu, kan der være rigeligt med andre emner at se til.