De ukrainske myndigheder har fundet en massegrav i byen Lyman.

Det oplyser Pavlo Kyrylenko, der er guvernør i Donetsk-regionen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Byen ligger østpå i det nordlige Donetsk. Ukrainske styrker har for nylig genvundet kontrollen over byen.

Ifølge Kyrylenko kan der både være civile og soldater i graven. Det skriver han på det sociale medie Telegram.

»Det nøjagtige antal er endnu ikke afklaret,« skriver han.

Ifølge det ukrainske nyhedsbureau Ukrinform oplyser en højtstående embedsmand hos politiet, at der er 180 lig i graven.

Det har ikke været muligt for Reuters at få be- eller afkræftet oplysningen.

Guvernøren tilføjer ifølge Reuters, at myndigheder i Lyman også har fundet et andet gravsted med 200 grave. Her ligger civile ofre, men det fremgår ikke af Kyrylenkos opslag, hvordan og hvornår de er døde.

Ukraine har flere gange anklaget russiske soldater for at begå forbrydelser i områder, de har belejret. Rusland har afvist anklagerne.

I midten af september lød det fra de ukrainske myndigheder, at en massegrav var fundet i et skovområde ved byen Izium i den østlige del af landet.

Ugen forinden var byen blevet befriet fra russisk besættelse.

Myndighederne mente, at graven indeholdt omkring 440 lig. De døde skulle være blevet dræbt af artillerigranater, luftangreb eller af skud.

USA har tidligere givet udtryk for at ville hjælpe Ukraine med at opklare mulige krigsforbrydelser i landet.

FN i Genève har sagt, at man håber at kunne sende eksperter til Izium for at hjælpe med at få klarlagt omstændighederne omkring de hundredvis af døde.

Også EUs kommissionsformand, Ursula von der Leyen, har bedt om, at forholdene skal opklares. Hun vil have Ruslands præsident, Vladimir Putin, stillet for Den Internationale Straffedomstol (ICC).

/ritzau/

Få borgerlige råd fra Tom Jensen

I nyhedsbrevet »Borgerlingske« giver ansv. chefredaktør Tom Jensen hver uge sit bud på, hvad borgerlige danskere med fordel kan interessere sig for lige nu.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.