UKIP er på vippen mellem storhed og fald

Det britiske protestparti er på nippet til at få et historisk, politisk gennembrud med en plads i Underhuset for partiets formand, men samtidig er partiet anklaget for misbrug af EU-midler for millioner og slider for at bevise, at det ikke har sejret sig ihjel.

UKIPs partiformand, Paul Nuttall, kan sikre sit parti et historisk, politisk gennembrud ved suppleringsvalget til Underhuset i Stoke-on-Trent. Foto: EPA  Fold sammen
Læs mere
Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA

De britiske EU-modstandere i UKIP har fået en ny sag på halsen om misbrug af EU-midler. Otte af partiets medlemmer af EU-parlamentet med den tidligere partiformand Nigel Farage og den nuværende partiformand, Paul Nuttall, i spidsen er mistænkt for at have brudt EU-regler, der forbyder politikerne at bruge deres EU-kontorstøtte til at lønne assistenter, som samtidig arbejder for politikernes nationale parti.

Der er iværksat en undersøgelse i EU-systemet, der kan betyde krav om tilbagebetaling af op imod 3,5 millioner kroner, skriver The Times. En talsmand for partiet afviser anklagerne og siger til avisen, at alle de individuelle sager mod de otte politikere bliver appelleret og, at det efter Brexit »virker som om, at der er et et element af hævngerrighed i den måde, som EU-parlamentet reagerer på«.

I forvejen er en anden EU-undersøgelse i gang, hvor UKIP er anklagt for at have misbrugt EU-midler til at føre valgkampagner og Brexit-kampange op til EU-folkeafstemningen i Storbritannien. For nogle måneder siden spekulerede EU-analytikere i, at EU-misbrug kunne knække partiet oven på magtkampe og kaos om formandsposten inklusiv et decideret slagsmål mellem UKIP-medlemmer i EU-parlamentet.

I stedet kan partiet få en uventet og stærkt symbolsk politisk genkomst. Partiformand Nuttall stiller op til et suppleringsvalg til Underhuset i valgkredsen »Stoke-on-Trent Central« i slutningen af februar og spås gode chancer for at vinde. Det vil i givet fald være et historisk gennembrud for UKIP. I øjeblikket har partiet kun ét medlem af Underhuset med en politiker, der sprang fra Det Konservative Parti og reelt bare tog sit mandat med sig.

Nuttall kan blive den første UKIP-politiker, der vinder et mandat uden før at have repræsenteret et andet parti. Den symbolske betydning bliver understreget af, at selv Farage trods syv forsøg aldrig er blevet valgt til Underhuset, selv om han førte partiet frem til sejr ved det seneste valg til EU-parlamentet og får en stor del af æren for Brexit-afstemningen sidste sommer.

En sejr i Stoke-on-Trent kan samtidig vise, at EU-protest partiet ikke har sejret sig ihjel med den forestående EU-udmeldelse men tværtimod har en ny rolle at spille. Stoke er en af Storbritanniens mest EU-kritiske byer med 69,4 procent af vælgerne for »leave« ved EU-folkeafstemningen. Det er desuden et nuværende Labour-mandat, der er på spil, efter at den lokale Underhus-repræsentant opgav sit mandat for at blive musemsinspektør i London.

Netop dén fremtidige politisk bane for UKIP, ikke ulig DFs i Danmark, som udfordrer til Labour i det nordlige England er et oplagt potentiale, mener både Farage og mange politiske iagttagere. Op til weekenden gav Farage en hjælpende hånd til Nuttall i valgkampen, og ifølge lokalavisen »Staffslive« er eks-formanden overbevist om, at UKIP er på vej til en historisk sejr.

»Det er blandt andet på grund af følelsen af, at der er tid til et andet syn på tingene og en anden stemme, efter at det samme parti i omkring 100 år har repræsenteret Stoke,« sagde Farage.

Går valget dårligt for Nuttall, vil det derimod rejse fornyet tvivl om UKIPs overlevelse, og der er fortsat uro omkring partiet. Partiformanden bliver efterforsket af politiet efter anklager om, at han har opgivet en adresse i Stoke i sine officielle opstillingspapirer, hvor han aldrig havde været, og som partiet kun har lejet til et proforma-ophold under valgkampen. Hvis Nuttall har oplyst falsk adresse, er det en kriminel handling i den britiske valglov.

Uffe Taudal er Berlingskes korrespondent i Storbritannien

FAKTA

Vejen til Underhuset

40-årige Paul Nuttall har været UKIPs partiformand siden november sidste år. Han afløste en tidligere formand, der gik af efter få uger på posten.

Han opstiller i et suppleringsvalg til Underhuset 23. februar og er ifølge flere meningsmålinger favorit til at vinde.

UKIP er i øjeblikket kun repræsenteret i Underhuset af ét medlem, Douglas Carswell, der tidligere repræsenterede Det Konservative Parti, og som har haft voldsomme skænderier med eks-partiformand Nigel Farage.

Underhuspladsen for Stoke-on-Trent Central blev ledig, da Labour-medlemmet Tristram Hunt trak sig for at blive museumsinspektør for ”Victoria and Albert Museum” i London.

Labours kandidat ved suppleringsvalget er Gareth Snell, der støttede ”remain”, og som har udtrykt sig stærkt kritisk om EU-udmeldelsen.

Kilder: Telegraph/Guardian/Wikipedia/tau