Ukendte gerningsmænd dræber Irans ledende atomforsker

Mohsen Fakhrizadeh, der var Irans ledende kernefysiker, blev angrebet, mens han sad i bil.

En iransk atomforsker, der regnes som en af lederne af landets atomprogram, er dræbt ved et attentat, oplyser det iranske forsvarsministerium. Fold sammen
Læs mere
Foto: -

En iransk atomforsker, der regnes som en af lederne af landets atomprogram, er dræbt ved et attentat, oplyser det iranske forsvarsministerium.

Den 63-årige Mohsen Fakhrizadeh, der var kernefysiker med raketter som speciale, var mål for en bombe, da han kom kørende i sin bil i Absard 70 kilometer øst for hovedstaden Teheran. Det skriver det iranske nyhedsbureau Fars. Derefter blev han beskudt af flere mænd.

Tre eller fire af gerningsmændene døde ifølge Fars under en efterfølgende skudveksling med Fakhrizadehs vagter.

Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, siger, at meget tyder på, at Israel stod bag angrebet, skriver AFP.

»Terrorister dræbte i dag en dag en fremtrædende iransk videnskabsmand. Denne kujonagtige adfærd – som i alvorlig grad peger mod Israel – viser gerningsmændenes desperate krigsmageri,« siger han.

Forsvarsministeriet i Teheran omtaler gerningsmændene som »væbnede terrorister«.

Mohsen Fakhrizadeh blev hårdt såret, da der blev åbnet ild, hedder det. Men læger var ude af stand til at redde ham.

»Vi kan hermed meddele, at doktor Mohsen Fakhrizadeh har lidt martyrdøden,« skriver forsvarsministeriet.

Den iranske videnskabsmand var leder af en forskningsenhed i forsvarsministeriet. Han var medlem af Irans Revolutionsgarde ifølge dpa.

Fars skriver, at Israels efterretningstjeneste i adskillige år har forsøgt at slå ham ihjel.

Irans atomprogram har i årevis været kontroversielt. Men der blev i 2015 indgået en aftale med stormagterne om en neddrosling af det iranske atomprogram, så landet ikke ville være i stand til at udvikle atomvåben.

Men præsident Donald Trump trak i 2017 USA ud af den internationale aftale med Iran. Han beskyldte den for at være alt for svag over for Iran. Han blev støttet i det synspunkt af Israel, der har truet med militær gengældelse, hvis Iran tager skridt til at udvikle atomvåben.

/ritzau/