Ukendte droner genererer svensk flytrafik

Flytrafik nær Stockholm omdirigeret på grund af droner. Hændelsen sker efter droner overfløj atomkraftværker.

Flytrafikken ved Bromma-lufthavnen nordvest for Stockholm er blevet omdirigeret, efter at der er observeret droner i området, skriver avisen Aftonbladet. (Arkivfoto) Nati Harnik/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Flytrafikken ved Bromma-lufthavnen nordvest for Stockholm er blevet omdirigeret, efter at der er observeret droner i området. Det skriver avisen Aftonbladet.

Ifølge avisen har det svenske politi også fået meldinger om observationer af fire store droner i Nacka-området øst for Stockholm tirsdag aften.

Politiet søger også efter droner ved atomkraftværket Forsmark, som ligger omkring 140 kilometer nord for Stockholm.

Der er de seneste dage blevet observeret flere droner over tre af landets atomkraftværker. Mandag blev der også observeret, hvad der karakteriseres som en militær vingedrone over regeringskvarteret i Stockholm.

Ud over rapporter om overflyvning af Forsmark er der også rapporter om, at en genstand fløj over to andre atomkraftværker fredag. Lørdag kom der også en melding om en mulig drone ved det nedlagte atomkraftværk Barsebäck i Skåne.

Politiet siger, at der ikke er nogen tegn på, at droner har kastet noget ned ved atomkraftværkerne.

Fredag aften blev politiet også kontaktet af vagter på atomkraftværket Ringhals, der ligger 66 kilometer syd for Göteborg.

Politiet sendte en helikopter til atomkraftværket, som også skulle være blevet overfløjet af »en genstand«. Politiet fandt ingen spor eller tegn på uregelmæssigheder.

Ved 19-tiden fredag blev politiet også kontaktet af vagter på atomkraftværket Oskarshamn i det sydøstlige Sverige. Det er godt 300 kilometer syd for Stockholm. Politiet fandt ingen spor, da det ankom til værket.

Det svenske forsvar er orienteret om hændelserne, og sagen efterforskes videre af både politiet og militæret.

Atomkraftværket Barsebäck i Skåne var i drift i 30 år – fra 1975 til 2005.

/ritzau/TT