Uhellige alliancer

Civilisationernes angivelige sammenstød hindrer ikke en række åbenlyst kristne sydamerikanske ledere i at gøre fælles front med det islamistiske Iran mod USA. Præsident Ahmadinejad blev i sidste uge varmt modtaget under besøg i Venezuela, Nicaragua og Ecuador.

Hugo Chávez må have slået verdensrekorden i retorisk patos, da han forleden aflagde ed for en ny præsidentperiode. Med hånden på sit lands »vidunderlige forfatning« sværgede den venezuelanske leder blandt andet ved sine forældre og børn; ved æren og livet; ved frihedskæmperne, martyrerne, folket og fædrelandet; ved smerten, kærligheden og håbet.

»Og jeg sværger«, tilføjede Chávez, mens tilhørerne ved ceremonien endnu var i gang med at fordøje den lange svada, »ved mine forfædres gud, ved Kristus - historiens største socialist!«

Den venezuelanske leder lægger ikke skjul på sin katolske tro. Men man kan indimellem have sine tvivl om, hvorvidt hans gud nu også er den samme, som eksempelvis USAs præsident George W. Bush bekender sig til. Om ikke andet indikerer den særegne edsaflæggelse, at man skal være varsom med at bruge religion som forklaringsmodel i international politik, ikke mindst når det handler om strategiske alliancer. MENS CHÁVEZ betragter sin amerikanske kollega og trosfælle som djævlen selv, er han nemlig bedste venner med Irans ekstremt islamistiske præsident. Og Mahmoud Ahmadinejad har på sin side af hegnet ikke holdt sig tilbage med at knytte tætte bånd til erklæret kristne (og »vantro«) ledere under sin nylige rundrejse i Latinamerika, der foruden Venezuela også bragte ham til Nicaragua og Ecuador.

»USA er i krig mod hele verden. Det inkluderer også latinamerikanerne. Vi har fælles fjender og fælles interesser,« forklarede Ahmadinejad, da han mandag deltog ved indsættelsen af Ecuadors nye præsident Rafael Correa - Correa, der i sin ungdom virkede som missionær blandt indianerne i Amazonasjunglen.

Dagen forinden mødte han Nicaraguas ligeledes nyvalgte og spirituelt anlagte præsident Daniel Ortega. De to blev blandt meget andet enige om at genoprette diplomatiske forbindelser mellem »to lande, der atter har fundet hinanden i kampen for fred og retfærdighed«, som Ortega udtrykte det. DET LYDER JO alt sammen meget flot, men betyder det noget? Er det andet end lidt højstemt symbolpolitik på tværs af kontinenter og civilisationer?

For en Ahmadinejad under hårdt internationalt pres er enhver støtte til Irans atomprogram mere end velkommen, selv når den kommer fra små lande som Ecuador og Nicaragua. Men det er i forholdet til Venezuela, at alliancen for alvor får realpolitisk indhold.

Under den iranske præsidents besøg i Caracas blev han og Chávez enige om at gøre fælles front i OPEC for at holde olieprisen oppe. De underskrev også en serie aftaler om samarbejde indenfor olieudvinding, industri, turisme, kultur og uddannelse.

Endelig blev det besluttet at oprette en fond på foreløbig to mia. dollar, der skal finansiere udviklingsprojekter såvel i de to lande som andre steder i den tredje verden. Lande, der gør front mod USAs »imperialistiske aggression«, vil naturligvis komme i første række.

Hverken Argentina eller Brasilien skal formentlig gøre sig håb om at komme i betragtning. For lige som katolikken Chávez og islamisten Ahmadinejad lader religion være religion, når det handler om USA, kan heller ikke Sydamerikas nye generation af venstrepopulistiske ledere skæres over én kam.

Den argentinske præsident, Néstor Kirchner, blev helt væk fra mandagens indsættelsesceremoni i Ecuador, mens hans brasilianske kollega Luiz Inácio Lula da Silva ikke opholdt sig i Quito stort mere end en time. Ingen af dem skulle have noget af at blive set arm i arm med Ahmadinejad.