Ugens internationale dårlige spøg, klage, kulinariske oplevelse og ode til kvinden

En gang om ugen plukker Karl Kühlmann Selliken fra Berlingskes udlandsredaktion i den globale nyhedsstrøm.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, var noget kontant på kvindernes internationale kampdag, da han meldte ud: »Jeg ved, at dette vil irritere nogle, men for mig er en kvinde først og fremmest en mor.« Fold sammen
Læs mere
Foto: ADEM ALTAN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

… dårlige spøg

Hvad er værre end en rigtig dårlig practical joke? En practical joke, der risikerer at ende i dødsfald. I Saudi-Arabien har en gruppe You­tube-spøgefugle under navnet Tube Up lavet en række optagelser med skjult kamera, der har skabt en storm af vrede, skriver BBC.

Setuppet er helt enkelt: En passager prajer en taxa og efter kort tid spørger chaufføren, »tænker du på jihad?« (hellig krig, red.), hvorefter han knapper op i påklædningen for at fremvise et selvmordsbælte. Passagererne går naturligvis i panik, indtil chaufføren viser de skjulte kameraer og forklarer »spøgen«.

De fleste passagerer bryder sammen af frygt og trygler for deres liv, mens en enkelt kaster sig ud af bilen, mens den er i fart. To passagerer overmander chaufføren og får ham til at standse bilen, mens en tredje straks ringer til politiet.

Den originale video, der er blevet set titusindvis af gange, er nu fjernet fra Youtube, oplyser BBC, men man kan dog stadig finde andre versioner. Mens langt de fleste kommentarer er forfærdede, roser en enkeltvideoen for måske at vise unge mænd, der er i risiko for at blive radikaliserede og potentielt også selvmordsbombere, hvor forfærdelig den slags terror egentlig er.

… klage

En forside i den britiske tabloid-avis The Sun har nu fået Dronning Elizabeth til at bryde al tradition og klage over avisen, skriver samme BBC. Tidligere har dronningen levet efter mantraet »never complain, never explain« (klag aldrig, forklar aldrig, red.). Men en forsidehistorie om, at majestæten ved flere lejligheder har givet udtryk for, at hun støtter en britisk exit fra EU, den såkaldte Brexit, som briterne skal stemme om til sommer, har nu fået hende til at indgive en klage til det britiske pressenævn.

Avisen skriver blandt andet, at dronningen forbløffede gæsterne, da hun under en middag i 2011 skældte ud på den daværende vicepremierminister, Nick Clegg, og gennem længere tid gjorde sit syn på Europa meget klart. Ved en anden lejlighed skulle Elizabeth have ytret »følelsesladede« og »giftige« udtalelser om Europa under samtale med en flok parlamentsmedlemmer.

Ligesom herhjemme er der i Storbritannien stærk tradition for, at majestæten holder sig fuldstændig ude af politik, og det har tidligere vakt vældig opsigt, at dronningen op til den skotske afstemning om uafhængighed sagde til en fremmødt beundrer, at hun håbede, at folk ville tænke nøje over fremtiden. Den bemærkning blev udlagt som et håb om, at Skotland ikke ville løsrive sig og affødte voldsom kritik.

Den britiske formiddagspresse er noget mere kulørt end den danske ditto, og The Sun hører så absolut til i den mest kulørte ende af skalaen, men avisen står fast på Brexit-historien og insisterer på, at dens – anonyme – kilder er bundsolide. Det vil under alle omstændigheder blive spændende at se, hvem i magtens centrum, der skulle have lækket historien til avisen, hvis pressenævnet kræver det opklaret for at komme til bunds i sagen.

… kulinariske oplevelse

Hvis man er bange for, at der bliver snydt med regningen, når man går på restaurant i Italien, skal man nok holde sig fra Milanos nyeste kulinariske succes. Italien har i mange år været plaget af overfyldte fænglser og har ikke formået at resocialisere indsatte, så de kunne blive produktive medlemmer af samfundet, når de havde udstået deres straf.

Det kan restauranten InGalera – hvilket betyder I spjældet – ændre på. Den ligger nemlig i Milanos Bollate-fængsel, og man bliver betjent af mordere, tyve og andet godtfolk, der naturligvis er i det stiveste puds, skriver New York Times. Silvia Polleri, der driver en cateringvirksomhed, ønskede at gøre noget ved problemet med fanger, der ikke lærte noget nyttigt i fængslet. Derfor har i hun en årrække benyttet sig af Bollate-fængslets politik om at lade udvalgte fanger arbejde uden for fængslet. Eksempelvis lod hun en bankrøver være tjener under et arrangement i en bank. Efter at have overtalt fængselsinspektøren har hun nu med sponsorers hjælp rejst penge til restauranten, der er prydet med plakater af berømte fængselsfilm.

Der er dog to medlemmer af personalet, der ikke afsoner domme: Overtjeneren, der tager sig af pengene, og den professionelle kok, Ivan Manzo, der ifølge New York Times ikke er generet af at arbejde med dømte forbrydere dagen lang. »Jeg har set min andel af gale mennesker i køkkenet uden for det her fængsel,« siger han.

Selv om Silvia Polleri frygtede, at der ikke ville komme nogen gæster – hvilket der gør i stor stil – og at de ikke ville være tilfredse – det er de i overvældende grad – var hendes største frygt den anmeldelse, hun vidste, at avisen Corriere della Seras stjerneanmelder ville give restauranten. Han var imidlertid ovenud begejstret for betjeningen, stemningen, maden og sågar priserne: »For at få en hæderlig pris, må man i fængsel,« som han skrev.

… ode til kvinden

Tirsdag var kvindernes internationale kampdag, hvilket ud over de vanlige opbakninger resulterede i en række temmelig besynderlige udtalelser fra mandlige statsledere, hvilket Washington Posts journalist Elahe Izadi harcelerer over i en klumme.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, indleder sin ode til kvinden pænt og skriver, at »det er kvinder, med deres værdighed og medfølelse, der inkarnerer Ruslands sande sjæl.« Derefter lader Putin sin måske uvante indre poet tage overhånd og roder sig ud i følgende sætning: »Kære kvinder. I har en mystisk kraft. I finder jer i alting, holder styr på et utal af opgaver og formår alligevel at forblive milde, uforglemmelige og charmerende. I giver verden godhed og skønhed, håb og lys. Vi er stolte af jer, og vi elsker jer.«

Så var Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, der indrømmet ikke er enig med Putin i ret meget, noget mere kontant i sin lovprisning: »Jeg ved, at dette vil irritere nogle, men for mig er en kvinde først og fremmest en mor.« Kanske de irriterede omfatter de kvinder, der af den ene eller anden grund ikke har børn, eller de, der bare ikke opfatter sig selv som fødemaskiner, eller de mænd, der har det på samme måde, for den sags skyld?

Cambodjas premierminister, Hun Sen, benyttede dagen til at slå et slag for mænds rettigheder. Der er alt for mange mænd, der undertrykkes af deres hustruer, som forbyder dem at gå til bryllupper ud af frygt for, at mændende vil glo på de smukke unge kvindelige gæster. Derfor har landet brug for flere organisattioner, der kæmper mændenes sag, sagde spøgefuglen.

I Indien opfordrede premierminister Narendra Modi til, at kun kvindelige parlamentsmedlemmer benyttede sig af taletiden 8. marts. Da de havde talt, blev de efterfulgt af definitionen på pinlig tavshed, for der er så få kvinder i parlamentet – 62, svarende til 12 procent – at de ikke kunne udfylde taletiden. Derfor måtte mændene træde til, hvilket det hele selvsagt ikke blev mindre pinligt af.

Til gengæld har Washington Post selv i en tilsnigelse gjort formanden for FNs Generalforsamling til en kvinde. Det skete i en omtale, der netop omhandler formandens udtalelser om mere ligestilling – også i FN-systemet – i anledning af 8. marts. Det vil nok forbløffe de fleste danskere at se formanden, der som bekendt hedder Mogens Lykketoft, omtalt som »hun«, men det lykkedes altså avisen, der i sin tid fik fældet præsident Richard Nixon ved at optrævle Watergate-skandalen. Ak ja, det er ikke sådan med alle de udenlandske navne.