Ugens fyring, ugens opfølgning og ugens konspirationsteori

En gang om ugen skriver Karl Kühlmann Selliken om et udpluk af ugens internationale begivenheder.

Erdogan og Gollum. Er der en lighed? Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

... retssag

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, er i stigende grad et dilemma for Europa og Vesten i det hele taget.

På den ene side er man dybt afhængig af Tyrkiets samarbejdsvilje i forhold til flygtningestrømmen og kampen mod Islamisk Stat, og på den anden side står det stadig mere klart, at Erdogans holdning til bl.a. ytringsfrihed lader noget tilbage at ønske, set med vestlige øjne.

Foruden den lange disput i forbindelse med det armenske folkedrab (som tyrkerne insisterer på at kalde det såkaldte armenske folkedrab) og fængsling af kritiske røster, er en mand nu kommet i myndighedernes søgelys efter at han på nettet at have gjort sig lystig over præsidentens udseende.

Bilgin Ciftci delte et internet-meme, der sammenlignede Erdogans udseende med Gollum fra »Ringenes Herre«.

Ciftci, der var offentligt ansat læge, har nu mistet sit job og er nu blevet slæbt for retten. Hvis han bliver fundet skyldig i at fornærme præsidenten, kan han få op til to års fængsel.

Men der er håb endnu for Ciftci, der forsvarer sig med, at han ikke ville fornærme nogen, og at han ikke opfatter Gollum som en skidt type. I første omgang kunne retten ikke nå til enighed om, hvorvidt en fornærmelse havde fundet sted ,og dommeren måtte medgive, at han ikke havde set alle »Ringenes Herre«-filmene til ende. Men nu har han besluttet, at eksperter skal bedømme Gollums karakter.

Ifølge den britiske avis The Independent vil ekspertholdet bestå af akademikere, videnskabsfolk og filmfolk.

Bilgin Ciftci har fortalt avisen, at det kom fuldstændig bag på ham, at han skulle retsforfølges, og at det viser, hvordan Tyrkiet er midt i »en meget svær tid.«

Han fortryder dog intet, fortæller han videre: »Jeg ser det som et spørgsmål om ytringsfrihed og humor. Jeg synes ikke, at jeg har gjort noget, jeg ikke burde.«

Under præsident George W. Bush’ tid som USAs præsident oprettede en mand hjemmesiden »Bush or Chimp«, hvor han sammenlignede billeder af Bush med billeder af en chimpanse. Efter eget udsagn lå der intet politisk i siden – manden syntes bare, at Bush lignede en chimpanse, skrev han. Dengang var der vist ingen, der kunne forestille sig et retsligt efterspil, og man kan måske sige, at den tyrkiske retssag siger mere om Erdogans karakter end om Gollums.

... fyring

Chicagos borgmester fyrede forleden politiinspektør Garry McCarthy. Borgmesteren, Rahm Emanuel, som nogle vil huske som præsident Obamas første stabschef i Det Hvide Hus, havde ellers selv i 2011 bragt McCarthy til Chicago og bakket ham op helt frem til sidste uge.

I mellemtiden har byen været ramt af demonstrationer efter offentliggørelsen af en videooptagelse af en betjent, der skyder den sorte teenager Laquan McDonald 16 gange.

Man kan se McDonald gå ned ad gaden med en foldekniv i hånden. Da betjenten åbner ild, er de to adskillige meter fra hinanden, og McDonald er ikke på vej i betjentens retning. Billederne viser også, hvordan betjenten fortsætter med at skyde, efter at McDonald ligger stille på jorden

Videoen er optaget med et af politiets egne såkaldte kropskameraer sidste år, men er først nu blevet offentliggjort efter en dommerkendelse.

Det Hvide Hus har udtalt, at præsident Obama har set videoen af nedskydningen, der har chokeret amerikanerne og er benzin på bålet i en betændt debat om politiets metoder over for sorte borgere efter en række hændelser, der tegner et billede af hvide betjentes overdrevene brug af magt og skydevåben mod sorte mænd.

... opfølgning

Lederen af det burmesiske parti NLD, Aung San Suu Kyi, mødtes tidligere på ugen med præsident Thein Sein og hærchef Min Aung Hlaing for at diskutere magtoverdragelsen, efter at NLD for en måned siden vandt en jordskredssejr i Burma/Myanmars første nogenlunde demokratiske valg i et kvart århundrede.

Til januar vil parlamentet mødes for at vælge en ny formand, to vicepræsidenter og en præsident.

Selv om både den politiske og militære gren af landets styre har lovet at respektere valgresultatet, sikrer forfatningen hæren tilstrækkeligt med pladser i parlamentet til at nedlægge veto mod netop ændringer i forfatningen.

Det er ikke mindst relevant for Aung San Suu Kyi, der ifølge den nuværende forfatning ikke kan blive præsident, da hendes børn ikke er burmesiske statsborgere. Hun har tidligere udtalt, at hvis hun ikke selv kan blive præsident, vil hun »være over«, hvem end der bliver valgt i stedet.

... konspirationsteori

Det er ganske vist ... Der verserer i den irakiske befolkning vedholdende rygter om, at USA støtter Islamisk Stat. Såvel civile som mange af de krigere, der kæmper mod IS, fastholder, at de har set videoer af amerikanske militærhelikoptere, der kaster alt fra våben til vand ned til IS’ styrker.

Ifølge lokalbefolkningen skal årsagen til denne mildest talt overraskende udvikling findes i amerikanernes ønske om at kontrollere både Irak og hele regionen samt ikke mindst dens olie.

»IS er næsten færdige,« udtaler en leder af en shiamuslimsk milits til BBC. »De er svage. Hvis blot USA ville holde op med at støtte dem, kunne vi besejre dem på et par dage.«