Ugens bagslag, indkøbstur og anmeldelse

Bystyret i Teheran har langet ud efter USA, men det viste sig at give bagslag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bjørn Larsen

Ugens bagslag

Den iranske hovedstad Teheran er omgivet af smukke bjerge, men i det store og hele skal man være meget patriotisk for at kalde selve byen for smuk.

Der er muligvis nogle, der mener, at den bliver smukkere af de mange berygtede anti-amerikanske vægmalerier, der fremviser USA som den store satan på en måde, så selv arveprins Knud kan være med.

Og efter et valg tidligere på året, hvor den reformvenlige præsident Rouhani har cementeret sin magt efter atom-aftalen med de af præstestyret så forhadte amerikanere, har man på rådhuset i Teheran besluttet, at det er på tide med nogle flere fjendtlige budskaber, så folket ikke bliver forvirret over, hvordan man skal føle om USA.

»Hver tiende amerikaner er i fængsel.« I USA er to ud af fem nyfødte født uden for ægteskabet.« Hver 9. sekund får en amerikansk kvinde bank.« Det er tre af budskaberne i de kæmpstore reklametavler, som bystyret har sat op, inden offentliggørelsen af en årlig rapport om brud på de amerikanske borgerrettigheder, skriver Foreign Policy. Hvis man ved det mindste om iranernes rettigheder siden den islamiske revolution i 1979, må man gerne grine nu. Det har fået nogle iranere til at bede deres politikere om at feje for egen dør først – og forøvrigt bruge landets begrænsede ressourcer på at få løst egne problemer i stedet for at påpege amerikanernes – ved på sociale medier at erstatte budskaberne, så de handler om iranske skandaler. Således har de gjort tykt grin med bystyret og ikke mindst Teherans konservative borgmester, Mohammad Bagher Ghalibaf, som mange mener står bag kampagnen.

I 2011 betalte daværende præsident Mahmoud Ahmadinejads regering cirka 580 mio. dollars for en olieboreplatform, der sjovt nok aldrig ankom. Sagen blev et symbol på regeringens korruption og i dag lyder et budskab efter den anti-amerikanske kampagne »Ved du, at I USA er en olieboreplatform aldrig forsvundet? Nej, helt ærligt, vidste du det?«

En anden spørger ifølge Foreign Policy, om læseren ved, at det i USA er helt almindeligt, at folk retsforfølges, hvis de har begået underslæb eller anden økonomisk svindel mod deres firma eller staten.

Ghalibaf har i mange år drømt om præsientembedet, men hvis han en dag skal vinde det, må han håbe, at flertallet af vælgerne bekymrer sig mere om USAs problemer end Irans.

Ugens indkøbstur

Situationen i det ellers olierige Venezuela har længe været desperat. Præsident Nicolás Maduro har ikke kunnet sikre befolkningen de mest basale fornødenheder, og har tidligere måtte rationere elektriciteten, da staten simpelthen ikke har kunnet sikre nok strøm.

Det har naturligvis sat præsidenten i et dårligt lys, og det hjalp nok ikke på hans image, da 500 kvinder forleden gav pokkker i, at Maduro for knap et år siden lukkede grænsen til Colombia, og stormede en kontrolpost, før de krydsede en bro ved grænsen til Colombia. Men hvad ville de femhundrede fruentimmere fra grænsebyen Ureña dog der? Ville de undslippe deres land og regeringens inkompetence eller var der tale om en gammel fejde med den colombianske grænseby Cúcuta, som de løb skrigende ind i?

Nej, de damer ville have lov at købe ind. Og vi taler ikke om dyre sko og pelse, men dagligvarer som toiletpapir, madolie og mel, som de ikke længere kan købe i hjemlandet, og derfor betalte op til ti gange så meget for efter – altså efter at have brudt igennem den mur af soldater, der forsøgte at forhindre dem i at krydse grænsen.

»Vi har ikke mad i vore hjem, vore børn sulter og nøden er stor,« udtalte en af de fremmødte kvinder ifølge The Guardian til den colombianske lokalavis La Opinion.

Præsident Maduro lukkede som sagt grænsen i august sidste år. Det var ironisk nok for at forhindre smuglere i at sælge statsstøttede venezuelanske varer til en langt højere pris i Colombia. Derefter erklærede han grænselandet i undtagelsestilstand og smed flere end 1.300 illegale colombianere ud af landet, hvilket har skabt spændinger mellem de to lande.

Forrige uge mødtes de to landes forsvarsministre for at diskutere en genåbning af grænsen, fortæller Guardian. Det vides ikke, hvordan de femhundrede kvinders indkøbstur påvirker forhandlingerne, men det står i hvert fald sikkert, at de handlekraftige damer spadserede hjem igen med fyldte indkøbsposer og syngende deres nationalsang.

Ugens anmeldelse

De fleste har prøvet at skændes forfærdeligt med deres forældre. Det er til gengæld nok de færreste, der bliver så rasende, at de ligefrem ringer til politiet. Og da slet ikke for at melde deres far for at brænde ens elskede hashplanter.

Det var ikke desto mindre humlen i det aparte opkald, som politiet i Australiens Northern Territory fik, da en ung mands retfærdighedssans viste sig at være stærkere end hans fornuft.

Den unge mand, der bor i, ja, tro det eller lad være – Humpty Doo – var efter en tid i den virkelige verden flyttet tilbage hos sin far, og den slags kan jo godt skabe gnidninger. De to havde da også skændtes tit og ofte og til sidst blev det altså for meget for faren, der satte ild til juniors hampplanter.

»Sønnen var indigneret og rasende. Han blev spurgt, om han var klar over, at besiddelse af cannabis var ulovligt og at han kunne blive retsforfulgt for det. Han mente, at ødelæggelsen af (planterne) var en langt værre forbrydelse end besiddelsen af dem,« udtaler Louise Jorgensen fra politiet til Northern Territory News.

Den unge mand er siden flyttet ind hos slægtninge og slipper for retsforfølgelse, oplyser Louise Jorgensen.

»Beviserne er blevet ødelagt sammen med hans respekt for sin far.«