Den ugandiske oppositionsleder Bobi Wine siger lørdag, at han er undsluppet en husarrest.

Det skriver både Reuters og AFP.

Wines parti, National Unity Platform (NUP), sagde fredag aften, at en militærhelikopter var landet ved hans bolig i Kampala, og at politiet "med magt havde ført ham væk til en ukendt destination". En påstand, som politiet har afvist.

Den tidligere populære musiker, hvis rigtige navn er Robert Kyagulanyi, skriver i et opslag på X, at det er lykkes ham at flygte fra husarresten.

- Jeg vil gerne bekræfte, at det lykkedes mig at flygte fra dem. Jeg er ikke hjemme i øjeblikket, skriver Wine.

Rygterne om Wines "såkaldte anholdelse" er grundløse og uberettigede, sagde en talsperson fra den ugandiske hær fredag aften.

Det skete, dagen efter at der blev afholdt valg i landet. Kampen om præsidentposten og pladserne i Ugandas parlament har været præget af stor uro.

Afrikanske valgobservatører har lørdag fordømt "rapporter om intimidering, anholdelser og bortførelser" forud for Ugandas valg, rettet mod oppositionen og civilsamfundet, skriver AFP.

Bobi Wine har ikke oplyst, hvor han befinder sig, men han siger, at hans kone og andre familiemedlemmer fortsat er i husarrest.

Det har Reuters ikke umiddelbart kunnet bekræfte, skriver nyhedsbureauet.

Fredag oplyste Ugandas valgkommission ifølge Reuters, at Bobi Wine havde fået 23 procent af stemmerne. Ugandas siddende præsident, Yoweri Museveni, havde fået knap 74 procent af stemmerne.

Wine har dog udtalt, at han mener, at der har været massivt svindel i forbindelse med valget og opfordret befolkningen til at demonstrere.

81-årige Museveni har siddet på magten i landet i 40 år og er af menneskerettighedsorganisationer blevet beskyldt for brutalt at undertrykke befolkningen for at blive siddende på posten.

Museveni er Afrikas tredjelængst siddende statsoverhoved.

/ritzau/