Uffe Ellemann: Sådan foregår det i forhandlingsrummet

EU-landene er i fuld gang med at forhandle en flygtningeaftale på plads med Tyrkiet, men hvordan fungerer det egentlig inde i forhandlingsrummet? Forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har selv siddet med ved forhandlingsbordet - nu forsøger han at lukke os ind i en ellers lukket verden.

Når EU-landene mødes for at forhandle, som de i dag gør med Tyrkiet, er der ikke sparet på noget. »Det var meget fine frokoster med udsøgte vine,« fortæller Uffe Elleman. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Michael Jensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Netop nu sidder EU-landene i hede forhandlinger med Tyrkiets premierminister Ahmet Davutoglu. Tyrkiet er kendt som hårde forhandlere, men deres krav har indtil videre været for omfattende til, at EU-landene kunne godkende dem.

Det er der skrevet en del om. Så lad os gå til det på en anden måde.

For hvor stort et læs trækker embedsmænd egentlig i forhold til politikere, hvad sker der, hvis de ikke når til enighed og hvor besværligt er det at koncentrere sig, når man har forhandlet i mange minutter, timer eller dage?

Uffe Ellemann-Jensen, forhenværende udenrigsminister for Venstre, har fra 1982 til 1993 selv siddet med ved forhandlingsbordet, og selvom han medgiver, at det er mange år siden, og ting kan have ændret sig, forsøger han her at give et indblik i, hvad der foregår bag de lukkede forhandlingsdøre.

»I min tid var det de 12 landes stats- og udenrigsministre, der forhandlede. Men nu er de blevet så mange (28 red.), så det er, mig bekendt, kun statsministre, der sidder samlet om det runde bord.«

Hvem sidder ellers med til forhandlingerne?

»Donald Tusk, formand for Det Europæiske Råd (også kaldet Rådet red.), og ved sin side har han Jeppe Tranholm, generalsekretær for Rådet; han fungerer som praktisk gris.«

Uffe Ellemann forklarer, at Kommissionens formand, Kommissionens næstformand, Rådets generelsekretær og direktør var de eneste, der, i hans tid, måtte være til stede i forhandlingslokalet, foruden de politiske aktører.

Han siger selv, at han »ikke aner, hvordan det er i dag«. Men dengang måtte embedsmænd og rådgivere ikke være til stede. Alligevel husker Uffe Ellemann et tilfælde, hvor nogle havde glemt den regel.

»Da vi skulle forhandle Maastricht Traktaten endelig færdigt, havde englænderne - det var John Major, der på det tidspunkt var premierminister - brug for lidt teknisk bistand. Derfor havde han sin EU-ambassadør siddende nedenunder bordet. Vi andre lod som om, at vi ikke kunne se ham, selvom han sad der og hviskede op til Major. Det så fuldstændig idiotisk ud,« siger Uffe Ellemann.

Hvor stort et læs trækker embedsmænd i forhold til politikere?

»I min tid spillede embedsmændene en meget væsentlig rolle i forberedelserne, fordi det var dem, der kunne alle detaljerne. Forud for forhandlingsmøderne orienterer de sig også rundt omkring for, hvor de andre står, så de kan beskrive i et mønster, hvordan forhandlingssituationen lægger – hvem mener hvad og hvor det specielt er, at vi skal sætte ind for at varetage vores interesser? Udenrigsministeriets embedsmænd laver altså en kortlægning af forhandlingssituationen og -positionen.«

Kan man stille det så skarpt op, at man siger, at embedsmændene laver alt forarbejdet, og så er det politikerne, der træder til ved selve forhandlingerne?

»Ja. Embedsmændene skal tegne et kort, som skal anvise hvilke veje, man kan forsøge sig med. Når det kommer til forhandlingsmødet, er det op til politikerne selv at finde ud af, hvilke veje de vil gå, og om det kan lade sig gøre i sidste øjeblik.«

Hvad sker der, hvis de ikke når til enighed?

»I princippet diskuterer de, til de er enige. Og hvis det er helt umuligt, afbryder de mødet. Så skal Donald Tusk indkalde dem, der skaber problemer, til skriftemålsproducere for at finde ud af, hvor de kan give sig. På den måde får han idé om, hvor kompromiserne kan komme til at lægge. Det, der er afgørende for, at man overhovedet kan blive enige, er, at alle har en vilje til at bøje sig ind mod hinanden. Hvis de ikke er det, er det helt umuligt at lande en aftale.«

Er der nogle, der ofte er gode til at finde kompromisser og skabe dialog?

»Der har i tidens løb altid været nogle, der har været bedre end andre. Jeg kan da godt afsløre, at der er nogle, som er temmelig umulige til det.«

Hvem er gode, og hvem er dårlige?

»Det kan jeg ikke sige.«

Hvor nemt er det at koncentrere sig, når man sidder til disse marton-møder?

»Arg… Det afhænger af, hvor intenst det er, og hvor robust man selv er. Men jeg kan da huske nogle, der havde det med at sidde og nikke med hovedet, når det blev ud på de små timer.«

Hvordan var frokosterne?

»Det var meget fine frokoster med udsøgte vine, men det er absolut arbejdsfrokoster, hvor man forhandler imens.«