Opdateret

Udviklingsminister tager millioner med til Tyrkiet: Det ligner en krigszone

Udviklingsminister Dan Jørgensen (S) er torsdag på besøg i Tyrkiet, i forbindelse med at Danmark øger støtten.

Udviklingsminister Dan Jørgensen (S) besøger centrum af Hatay i det sydlige Tyrkiet, torsdag den 2. marts 2023. Der er enorme ødelæggelser efter jordskælv. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danmark øger støtten til jordskælvsramte Tyrkiet med 35 millioner kroner.

I den forbindelse er Dan Jørgensen (S), der er minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, rejst til landet.

»Jeg har lige været til møde med den tyrkiske indenrigsminister for at diskutere, hvordan vi bedst kan bruge de midler, der er til rådighed,« siger han torsdag eftermiddag til Ritzau.

Pengene skal blandt andet gå til telte eller andre former for midlertidige boliger og særlig støtte til sårbare grupper som børn og kvinder.

»Jeg har set de områder, hvor jordskælvet har ramt allerhårdest. Det er hjerteskærende,« siger ministeren og fortsætter:

»Det ligner en krigszone. Fem-seks etagers bygninger, der er brast fuldstændig sammen, og hvor der bare er murbrokker nu. Jeg har mødt mennesker, som har mistet alt.«

Ministeren har i løbet af rejsen blandt andet besøgt Røde Kors' søsterorganisation Røde Halvmånes telte i Hatay og teltlejre for fordrevne syrere.

»Når man står ansigt til ansigt med de her mennesker og hører deres beretning, så gør det selvfølgelig et kæmpe indtryk. Men det varmer at se, hvordan befolkningen står sammen om at løse de her udfordringer,« siger Dan Jørgensen.

Indtil videre har Danmark ydet 141 millioner kroner i støtte til Tyrkiet og Syrien, og ministeren fortæller, at cirka halvdelen er gået til Syrien.

Om mere støtte er på vej til Tyrkiets naboland, kan ikke bekræftes af ministeren.

»Vi monitorerer situationen og er i løbende kontakt med de organisationer, vi samarbejder med, for at vurdere, om der er behov for ekstra penge,« siger han.

Over 45.000 mennesker er bekræftet døde i Tyrkiet. Flere hundrede tusinde mennesker har mistet deres hjem på grund af de voldsomme skælv.

Skælvene ramte både Tyrkiet og Syrien 6. og 20 februar.

I Syrien har myndighederne oplyst, at flere end 5900 mennesker er døde som følge af jordskælvene.

/ritzau/