Et amerikansk kongresudvalg, der efterforsker den dømte seksualforbryder Jeffrey Epsteins forbrydelser, har mandag offentliggjort videoer af Bill og Hillary Clintons vidneudsagn i sagen.

Det fremgår af tilsynsudvalgets hjemmeside.

Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton og den tidligere udenrigsminister Hillary Clinton mødte i sidste uge den såkaldte House Oversight Committee for at fortælle om deres relation til Epstein.

Vidneforklaringerne skete bag lukkede døre. Clinton-parret har sagt, at de ikke har noget at skjule, og at afhøringerne burde have været offentlige.

House Oversight Committee er det primære undersøgende udvalg i Repræsentanternes Hus - det ene af Kongressens to kamre.

Dets formål er at kontrollere den udøvende magt, afdække spild, svindel og misbrug samt foreslå reformer.

Hillary Clinton fortalte udvalget, at hun ikke kendte Jeffrey Epstein. Ifølge Bill Clinton afbrød han forbindelsen med Epstein, før finansmandens sexforbrydelser kom frem i 2008.

Bill Clinton afviste, at han havde haft seksuel kontakt med unge kvinder eller piger, som Epstein skulle have introduceret ham for. Han kendte heller ikke noget til Epsteins forbrydelser, sagde Bill Clinton:

- Der var intet, jeg så, når jeg var sammen med ham, som fik mig til at indse, at han handlede med kvinder.

Epstein blev i 2008 dømt for prostitution af en mindreårig. Han døde i en fængselscelle i New York i 2019, mens han ventede på at komme for retten i en omfattende sag om menneskehandel og misbrug af mindreårige.

Bill Clinton sagde til kongresudvalget, at han ikke havde gjort noget forkert, og Hillary Clinton opfordrede i stedet udvalget til at grille USA's præsident, Donald Trump, som tidligere var en nær ven af Epstein.

Lovgiverne bør ifølge Hillary Clinton spørge Trump "direkte under ed om de titusindvis af gange, han optræder i Epstein-dokumenterne", skriver nyhedsbureauet AFP.

At være nævnt i Epstein-dokumenterne betyder ikke nødvendigvis, at man har gjort noget forkert. Bill Clinton er - ligesom Trump - ikke formelt blevet anklaget for en forbrydelse.

- Præsidenten (Donald Trump, red.) sagde aldrig - det er over 20 år siden - noget til mig, der fik mig til at tro, at han var involveret i noget upassende i forhold til Epstein. Det gjorde han bare ikke, sagde Bill Clinton.

Bill Clinton har erkendt omfattende kontakt med Epstein, men han sagde, at han aldrig besøgte Epsteins berygtede caribiske ø, hvor finansmanden angiveligt handlede med unge kvinder og piger til magtfulde personer.

Demokraterne mener, at kongresudvalgets undersøgelse bliver brugt som politisk våben til at angribe Trumps politiske modstandere.

/ritzau/