Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
BEIRUT: Israels militæroperation i Gaza tog i går hul på sin tyvende dag, i takt med at israelske landtropper fortsatte med at angribe i landstriben langs Middelhavet. En humanitær våbenhvile, som blev indledt lørdag morgen klokken otte, kollapsede 26 timer senere, da Israels militær annoncerede, at de ville fortsætte deres angreb som gengældelse for Hamas’ raketangreb.
Ti palæstinensere blev i går dræbt i Gaza, og tre døde som en følge af deres sår fra tidligere angreb. En kristen kvinde blev dræbt, da hendes hus i Gaza By blev bombet.Israels sikkerhedskabinet stemte lørdag aften for at forlænge en FN-initieret midlertidig våbenhvile, men militante fra Hamas forsatte med at affyre raketter i løbet af natten og ud på morgenen. En talsmand for Hamas sagde, at enhver våbenhvile, der ikke sikrer, at Israels militær trækker sig ud af Gaza, og at de sårede kan blive evakueret, ikke er acceptabel. Israel forlanger at fortsætte sine angreb på tunneller under en foreløbig våbenhvile.Et par timer efter, at Israel genoptog angrebene, erklærede Hamas, at militante fraktioner i Gaza var blevet enige om en 24-timers humanitær våbenhvile fra klokken to lokal tid søndag.
Sami Abu Zuhri, en talsmand for Hamas, sagde søndag, at gruppen tog beslutningen, efter at de havde studeret et FN-forslag til en våbenhvile og henset til situationen blandt befolkningen i Gaza og den muslimske Eid al-Fitr højtid, som begyndte mandag. Men efter klokken to berettede øjenvidner om kraftige israelske angreb i Gaza. Og lyden af sirener i israelske nabolag tæt på grænsen tydede på, at militante havde affyret missiler. Israels premierminister fejede forslaget fra Hamas af bordet og sagde, at de allerede havde overtrådt deres egen våbenhvile.
»Israel vil gøre, hvad de er nødt til for at forsvare deres eget folk,« sagde han. Mere end 1.060 palæstinensere, langt de fleste civile og mange børn, 43 israelske soldater og to israelske civile er blevet dræbt i krigen. En thailandsk mand er også blevet dræbt i Israel. Israel indledte sine luftangreb på Gaza 8. juli med det erklærede mål at standse Hamas i at affyre raketter fra Gaza ind over israelsk territorium. Det israelske militær udvidede ti dage senere sin offensiv med landtropper for at ødelægge tunneller, som Hamas har gravet ind under grænsen til Israel for at infiltrere den jødiske stat.
»Dyb krise mellem USA og Israel«
Ifølge den israelske avis Haaretz var israelske ledere »i chok«, da de fredag eftermiddag modtog en kopi af et amerikansk våbenhvileudspil. De mente ikke, at forslaget gjorde nok for at afvæbne Hamas for raketter. USAs forsøg på at standse blodsudgydelserne ved at inkorporere krav fra Hamas fik Israel til at afvise forslaget og kun gå med til 24-timers humanitær våbenhvile.
I Israel hånede israelske kommentatorer den amerikanske udenrigsminister John Kerry for at fremsætte et forslag, som de ikke mente tog nok hensyn til Israels sikkerhed. Flere analytikere talte om en krise i forholdet mellem Israel og USA.
Hvis noget kom ud af Kerrys indsats for at skabe en våbenhvile, fremturede den israelske diplomatiske ekspert Barak David i sin blog, »er det endnu en dyb krise i forholdet mellem ledende israelske politikere og den amerikanske udenrigsminister.«
Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, gjorde i den forgangne uge sit yderste for at tilfredsstille krigens parter og mæglere. Han udsatte flere gange sin afrejse og tilbragte knapt en uge i Mellemøsten. Kerry mødtes med og ringede gentagne gange til ledere fra Israel, de palæstinensiske områder, Egypten, Qatar, Tyrkiet og Jordan samt diverse europæiske ledere. Men det var ikke nok for israelske ledere og kommentatorer, der over weekenden angreb ham i hårde toner.
Barak David, analytikeren, kaldte Kerrys udspil »et slag i ansigtet« på Israel, fordi det tog hensyn til Hamas’ krav om at lempe Israels og Egyptens økonomiske blokade af Gaza, som har skabt desperate tilstande i landstriben. Han kritiserede også, at forslaget behandlede Israel og Hamas »lige«.
»Sammen med udenrigsministre fra Europas ledende nationer hilste Kerry med royal respekt på Hamas’ støtter fra Qatar og Tyrkiet,« skrev han. Andre israelske kommentatorer kaldte Kerry for »udygtig«.
Vil udvide offensiv
Nogle israelske politikere diskuterede over weekenden muligheden af at udvide offensiven mod Hamas, i takt med at den internationale indsats for at skabe en våbenhvile foreløbigt gik i fisk.
Naftali Benett, leder af det højreorienterede parti Det Jødiske Hjem, skrev søndag morgen i en besked på sin Facebook-side, at »Israel står i et historisk øjeblik. Det er muligt markant at vinde over Hamas og ødelægge deres raketter og tunneller.« Han gav udtryk for, at Israel var ved at vinde, og at en forenet Israelsk offentlighed betyder, at det ikke er nu, Israel skal indgå en våbenhvile, »som vil tillade Hamas at rejse sig igen«.
Shaul Mofaz, et midtsøgende medlem af Israels parlament og tidligere forsvarsminister og militær stabschef, sagde til det israelske medie Ynet, at Israel har nok tropper inde i Gaza og langs grænsen til at tage landoperationen »til det næste stadie«.