Retssagen mod Khalid Sheikh Mohammed, der anklages for at være hjernen bag angrebene i USA 11. september 2001, ventes at begynde 5. juni 2028.

Det skriver nyhedsbureauet dpa natten til torsdag på baggrund af en kendelse fra den militære dommer, der leder sagen.

Den gælder også flere andre anklagede. Ifølge det amerikanske medie NBC News, der også beskriver militærdommerens kendelse, er der tale om Walid bin Attash, Ali Abdul Aziz Ali og Mustafa Ahmed al-Hawsawi.

Datoen kan dog stadig blive udskudt, skriver dpa. Det skyldes, at flere proceduremæssige spørgsmål ikke er blevet løst. Det gælder blandt andet et spørgsmål om, hvilke beviser der er tilladt under retssagen.

Angrebene i 2001 omfattede fire passagerfly. De blev kapret og brugt til at ramme World Trade Center i delstaten New York og hovedkvarteret tilhørende det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, nær forbundshovedstaden Washington D.C.

Det fjerde fly styrtede ned i delstaten Pennsylvania. Omkring 3000 mennesker blev dræbt.

Khalid Sheikh Mohammed menes at være hjernen bag angrebene. Han stod for at koordinere kommunikationen og finansieringen, har det lydt.

Han blev i 2003 anholdt i Pakistan og senere afhørt af efterretningstjenesten CIA. Ifølge en rapport fra det amerikanske senat blev han under afhøringerne udsat for tortur.

Ifølge NBC News fastslog rapporten fra 2014, at CIA havde anvendt det, tjenesten kaldte "udbyggede afhøringsteknikker". Blandt andet blev han 183 gange udsat for waterboarding.

I 2006 blev han overført til USA's base på Cuba, Guantanamo, hvor han skulle stilles for en militærdomstol. Retssagen er dog i årevis blevet udsat.

Det skyldes ifølge NBC News, at det militærkommissionssystem, der stammer fra ekspræsident Barack Obamas tid på posten, for første gang bliver sat på prøve.

Det har medført langvarige diskussioner om systemets regler.

Forsvarsadvokater har ifølge mediet desuden sagt, at forsinkelserne skyldes det, de betegner som regeringens forsøg på at skjule oplysninger om torturen fra CIA.

Kendelsen fra militærdommeren kommer, efter at en føderal appeldomstol sidste år forkastede en mulig aftale om sagen.

Aftalen ville betyde, at retssagen ikke blev til noget. Den ville tillade, at Mohammed tilstod, og at han til gengæld ikke kunne idømmes dødsstraf.

RITZAU