Udsigt til valg i Polen

Der er udsigt til valg i Polen, fordi et parti forlader koalitionsregeringen. Premierminister Kaczynski siger, at det er umuligt at fortsætte uden flertal.

Andrzej Lepper, polsk vicepremierminister, blev mandag fyret fra sin post af landets regeringschef. Lepper svarede prompte igen ved at trække sit Selvforsvarsparti ud af den skrøbelige koalitionsregering.

Dermed er der udsigt til et parlamentsvalg i utide i Polen.

Uden et flertal vil premierminister Jaroslaw Kaczynski ikke fortsætte. Det blev han af det polske nyhedsbureau PAP citeret for at sige.

Kaczynski traf sin beslutning om afskedigelse, efter at Leppers navn er blevet sat i forbindelse med omfattende korruptionsbeskyldninger.

Jaroslaws Kaczynskis konservative parti, Lov og Retfærdighed, har været ved magten i næsten to år. Han står i spidsen for en koalitionsregering, som også tæller det populistiske Selvforsvarspartiet og det katolsk-nationalistiske Ligaen af Polske Familier.

/ritzau/Reuters