BARCELONA: Det var mildest talt ikke den første dokumentar om kupforsøget i 1981, som forleden rullede over de spanske TV-skærme. Utallige mediefolk har gennem årene forsøgt at belyse en af de mest dramatiske begivenheder i nyere spansk historie fra enhver tænkelig vinkel samt at finde beviser for dunkle konspirationer. Men uden for alvor at rokke ved den officielle version af historien om, hvordan en gruppe militærfolk, der planlægger at vælte Spaniens unge og skrøbelige folkestyre, har gjort regning uden vært i skikkelse en handlekraftig og demokratisk indstillet kong Juan Carlos.
Når godt fem millioner seere, svarende til næsten en fjerdedel af dem, der så fjernsyn, alligevel sad klar i sofaen, da kanalen La Sexta søndag aften blændede op for »Operación Palace«, skyldes det Jordi Évole. Den catalanske showman har med sine på én gang stærkt underholdende og dybdeborende reportager om komplekse emner gennem de seneste år skrevet spansk TV-historie. Og hvad var det mon lykkedes ham at grave op om 23F, som spanierne med henvisning til gerningsdatoen 23. februar kalder kupforsøget?
Ikke så lidt, så det i første omgang ud til. Évole kunne via interview med en lang række af datidens fremtrædende politikere og journalister fortælle, at det hele havde været et spil for galleriet. Lederne af de politiske partier, kongehuset og repræsentanter for medierne var under et hemmeligt møde på Madrids fashionable Hotel Palace – deraf dokumentarens titel – blevet enige om at iscenesætte et falsk kup for at komme et rigtigt af slagsen i forkøbet. Eneste uindviede deltager i fiktionen var officeren fra Civilgarden, der tog de folkevalgte i parlamentet som gidsler i den tro, at det var blodig alvor.
Et gigantisk illusionsnummer, med andre ord. Men allerede efter få minutter meldte de første skeptikere sig i den ophedede debat, der straks opstod på de sociale netværk. Og da den Oscar-belønnede, men også lidt fimsede filmskaber José Luis Garci halvvejs i udsendelsen blev præsenteret som kuppets »instruktør«, faldt tiøren for de fleste, hvorefter tusindvis af såvel kendte som ukendte spaniere fik travlt med at slette pinlige opdateringer med oprørte kommentarer.
Kritik fra højre og venstre
For også historien om det falske kup var falsk, indrømmede Évole bagefter og forklarede, hvordan han med hjælp fra interviewpersonerne havde iscenesat et medieeksperiment i familie med Orson Welles’ radioklassiker »Klodernes kamp« og, især, den franske film »Opération Lune«, der foregav at afsløre månemissionen Apollo 11 som fup.
Langtfra alle kunne imidlertid se det sjove, og de seneste dage er kritikken haglet ned over udsendelsen fra både højre og venstre. Den vigtigste indvending er, at en så dramatisk og samtidig relativt nutidig begivenhed bør behandles med forsigtighed.
»Jeg var studenterleder dengang, og mit navn stod på alle de sorte lister,« siger eksempelvis det rødgrønne parlamentsmedlem Gaspar Llamazares og tilføjer:
»Kuppet var en alvorlig sag, og det er både farligt og historieløst at præsentere det som en farce.«
Protest mod hemmelighedskræmmeri
Fra højrefløjen beskyldes udsendelsen for snedigt at bidrage til teorien om, at kongen i virkeligheden stod i ledtog med kupmagerne, og at hans rolle i hvert fald ikke er så heltemodig, som det normalt fremstilles. Samtidig er også mange mediefolk skeptiske.
»Journalistens opgave er at fortælle sandheden. Når man i stedet laver fiktion inden for rammerne af et program, som seerne forbinder med seriøs journalistik, blandes tingene sammen på en farlig måde,« siger Carmen del Riego fra presseklubben APM.
Men der er mening med morskaben, forklarer Évole, og netop dobbelttydigheden er en vigtig pointe.
»Dokumentaren er en leg, hvor det gradvist går op for seerne, at det, vi fortæller, er løgn. Det kan forhåbentlig være med til at skærpe deres kritiske sans i forhold til den lavine af informationer, som dagligt vælter ned over dem, hvoraf mange er mindst lige så falske som vores udsendelse,« siger han til webavisen eldiario.es.
Konspirationsteorier er en nationalsport
Samtidig har konspirationsteorier om kupforsøget nærmest udviklet sig til en spansk nationalsport, fordi skiftende regeringer konsekvent nægter historikere og journalister adgang til dokumenter, som kunne kaste lys over begivenhederne.
»33 år senere ved vi stadigvæk ingenting om efterforskningen i forbindelse med retssagen efter kuppet. Dokumentaren er også ment som et forsøg på at råbe myndighederne op og få dem til at afklassificere de relevante dokumenter,« siger TV-manden.
Det skal han næppe gøre sig håb om. Heller ikke en ny lov om offentlighed i forvaltningen, der blev vedtaget så sent som i december, arbejder med de tidsfrister, som findes i mange andre vestlige lande. Også den siddende konservative regering foretrækker tilsyneladende ammestuehistorier og falske dokumentarer frem for seriøs historieskrivning.
Hvorfor mon?