Udklædning markerer vinterens slutning

Udklædte elever og lærere fra lokale skoler i Moskva fejrer Maslenitsa i den russiske hovedstad, Moskva. Shamil Zhumatov/Reuters Fold sammen
Læs mere

En stor og forpjusket løve, en stribet papzebra og en grøn papmachedrage var blandt de figurer, som torsdag vandrede gennem centrale dele af den russiske hovedstad, Moskva.

Bag udklædningen gemte sig skoleelever og lærere fra lokale skoler i området.

Med sang og dans deltog de udklædte børn og voksne som en del af et større optog, der gik igennem byen som led i fejringen af Maslenitsa.

Maslenitsa er en hedensk tradition, som markerer og fejrer vinterens afslutning. Festlighederne varer en uge og afsluttes søndag.

I årenes løb er Maslenitsa begyndt at gå under navnet pandekageugen, da pandekager ofte indgår i fejringen til stor glæde for de mange børn.

Torsdagens optog var ingen undtagelse, da det blev afsluttet med fælles pandekagespisning.

/ritzau/