Udgangsforbud i Kenyas tredjestørste by

Myndighederne har indført udgangsforbud i Kenyas tredjestørste by, Kisumu, efter uroligheder. Alle, der forlader deres huse, vil blive skudt, oplyser politiet.

Myndighederne i Kenya har indført udgangsforbud i landets tredjestørste by, Kisumu, og truer med at skyde alle, der forlader deres huse. Det skete i et forsøg på at få styr på situationen, efter at oppositionstilhængere søndag gik amok i protest mod præsident Mwai Kibakis omstridte genvalg.

- Der er indført udgangsforbud i dagtimerne i Kisumu. Politiet har fået ordre til at skyde lovovertrædere, siger en fremtrædende politikilde i byen til nyhedsbureauet AFP.

Mindst 53 skal i nattens løb have mistet livet i Kisumi, som er højborg for oppositionslederen Raila Odinga.

Også i et af Nairobis slumkvarterer advarede politiet indbyggerne imod at forlade deres boliger.

Det var i hovedstadens slumkvarterer, at de voldsomme uroligheder søndag brød ud, så snart præsident Kibaki blev taget i ed til en ny præsidentperiode, da han havde fået tildelt en kneben valgsejr.

/ritzau/AFP