Udenrigsministeriet advarer danskere i Spanien om risiko for protester
Der er ifølge Udenrigsministeriet risiko for voldelige sammenstød mellem demonstranter og politi i Spanien.
Der er ifølge Udenrigsministeriet risiko for voldelige sammenstød mellem demonstranter og politi i Spanien.
Udenrigsministeriet advarer om risiko for uroligheder, hærværk og voldelige sammenstød mellem demonstranter og politi i Spanien i den kommende tid.
Det fremgår af ministeriets egen hjemmeside.
Her advares der særligt om risiko for uroligheder i flere af landets større byer, heriblandt Barcelona, Valencia og Madrid.
- Vær opmærksom på dine omgivelser, og hold dig til enhver tid på afstand af opløb og demonstrationer, skriver Udenrigsministeriet.
Borgere, der opholder sig i Spanien, opfordres til at holde sig opdaterede om den aktuelle situation gennem blandt andet lokale myndigheder og medier.
Der har i den seneste tid været flere demonstrationer rundt om i landet.
Ifølge den spanske avis El País protesterede over 1000 højreorienterede demonstranter onsdag aften foran transportministeriet i Madrid.
De kritiserede den venstreorienterede regering for dens håndtering af landets jernbaner, efter at to højhastighedstog onsdag morgen bragede sammen.
Togulykken, der har kostet mindst 69 personer livet, skete i regionen Castilien-La Mancha.
Samtidig har der de seneste uger været landsdækkende demonstrationer i Spanien mod høje boligpriser og stigende leveomkostninger.
Demonstranterne har krævet, at den spanske regering griber ind på boligmarkedet, som i deres øjne er blevet for dyrt for både lejere og købere.
Demonstrationerne blev udløst af en sag om en 87-årig kørestolsbruger, der blev tvangsflyttet fra den lejlighed, hun havde boet i gennem 70 år.
Det skete, efter at en ny udlejer ville hæve huslejen markant.
I løbet af det seneste år er de spanske boligpriser steget med 12,2 procent.
RITZAU