Udbrud i kæmpevulkan forstyrrer berømt klimamåling

Det er knap 40 år siden, at Mauna Loa sidst var i udbrud. Også her gik det ud over CO₂-måling.

 
Hawaiis myndigheder oplyser, at evakueringsmuligheder er tilgængelige, men at der for nu ikke er nogen tegn på, at lava vil true beboede områder. Video: AP/Ritzau Scanpix/Reuters. Redigering: Joachim Christian Valentin Werner. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det fortsatte udbrud i verdens største aktive vulkan, Mauna Loa, kan ende med at give et datahul i en berømt klimakurve.

Keelingkurven er en opgørelse over atmosfærens CO₂-indhold siden 1958. Målinger er blevet foretaget på den hawaiianske vulkan siden da.

Mandag oplyste University of California San Diego, som står bag målingerne, at målestationen havde mistet strøm som følge af udbruddet og derfor ikke foretog målinger.

Ralph Keeling – søn af Charles David Keeling, som indførte kurven – siger til mediet Axios onsdag lokal tid, at »alle mand er kaldt på dæk« i forsøget på at finde en ny placering til målestationen.

»I det lange løb – men jeg ved ikke hvor langt – vil stationen komme op at køre igen. Så målingen vil fortsætte som før, og vi vil få en eller anden slags hul, hvor data er lidt anderledes eller mangler,« siger han.

Keelingkurven anses ifølge University of California San Diego for i sammenhæng med anden forskning at være et af de mest berømte »videnskabelige beviser for, at menneskelig aktivitet ændrer planetens klima«.

Placeringen højt på afsidesliggende Mauna Loa har ifølge Axios flere fordele, når det handler om at lave repræsentative klimamålinger.

Mauna Loa strækker sig 4169 meter over Stillehavets overflade. Den er en del af den kæde af vulkaner, der har formet øerne, som i dag udgør Hawaii.

Sidste gang vulkanen var i udbrud var i marts og april 1984. Her sendte den en strøm af lava i retningen af Hilo, den største by på Hawaiis største ø, blot otte kilometer fra byen.

Der har tidligere været datahuller i kurven, blandt andet som følge af udbruddet i 1984 samt nedskæringer hos føderale myndigheder i 1964.

/ritzau/