Tyve års ørkenvandring for fred i Mellemøsten

Fredag er det 20 år siden Israels daværende premierminister, Yitzhak Rabin, og den palæstinensiske PLO-leder, Yasser Arafat beseglede den såkaldte Oslo-aftale. Siden er samtale og argumenter stivnet i symbolsk retorik. Berlingske har set på nogle af de mest brugte.

Israels daværende premierminister, Yitzhak Rabin, og den palæstinensiske PLO-leder, Yasser Arafat, beseglede den såkaldte Oslo-aftale under overværelse af USAs præsident, Bill Clinton. De forestillede sig ligesom resten af verden, at en fredsløsning for Mellemøsten var på skinner. Visionen var en aftalt tostatsløsning inden for fem år. Arkivfoto: J. David Ake/AFP Fold sammen
Læs mere

Fredag for tyve år siden beseglede Israels daværende premierminister, Yitzhak Rabin, og den palæstinensiske PLO-leder, Yasser Arafat, den såkaldte Oslo-aftale under overværelse af USAs præsident, Bill Clinton. De forestillede sig ligesom resten af verden, at en fredsløsning for Mellemøsten var på skinner. Visionen var en aftalt tostatsløsning inden for fem år.

Det skete aldrig. Nye forhandlinger er netop kommet i gang, men USAs tale om en sammenhængende aftale om ni måneder ser alle iagttagere i regionen som grundløs ønsketænkning. Tværtimod siger palæstinensiske ledere, at »situationen nu er meget værre end for tyve år siden« og truer med at opløse det palæstinensiske selvstyre. Israelske politikere taler om »manglen på en fredspartner« og opfordrer til helt at opgive fredsprocessen.

Samtale og argumenter er stivnet i faste formuleringer, der mere bygger på symbolsk retorik end de faktiske forhold. Berlingske har set på nogle af de mest brugte.

To stater for to folk

»I min vision for fred i vores lille land vil to folk leve frit, side om side som gode naboer med gensidig respekt. Begge vil have deres eget flag, deres egen nationalsang, deres egen regering. Ingen af dem vil true sikkerheden eller den andens eksistens.« Benjamin Netanyahu ’Bar-Ilan tale’ 14. juni 2009

Et let forståeligt budskab, som går let henover, at en fredsløsning ikke vil skabe et land for det »jødiske folk« og et for det »palæstinensiske folk«. Omkring en fjerdedel af Israels befolkning i den nuværende form tilhører ikke jødedommen og er hovedsagligt muslimske og kristne palæstinensere. Kontroversielle forslag om »at bytte« palæstinensere og bosættere er blevet fremsat af fremtrædende politikere, men er blevet undsagt af Netanyhau som værende i strid med regeringens politik.

Abbas har tidligere sagt, at der ikke vil være bosættere i et selvstændigt Palæstina, men erklæringen er blødt op til, at jøder kan bo i staten, hvis de følger palæstinensisk lovgivning.

Aftale med udgangspunkt i 1967-grænser

»Således har vi indvilliget i at etablere den palæstinensiske stat på blot 22 procent af det historiske Palæstina – på det palæstinensiske territorium besat af Israel i 1967.« Mahmoud Abbas i tale til FNs generalforsamling 23. september 2011.

Det er et historisk faktum, at Israel erobrede og besatte Vestbredden og den jordansk kontrollerede del af Jerusalem under seksdageskrigen. Udtrykket »67-grænser«, som er en fast bestanddel af den palæstinensiske, politiske retorik, er der ret beset ikke tale om. Snarere er det en geografisk adskillelse baseret på våbenstilstandslinjen efter den arabisk-israelske krig i 1948.

Israels udelelige hovedstad og legitime sikkerhedsbehov

»Israel behøver grænser, der kan forsvares, og Jerusalem, Israels hovedstad må forblive udelt med fortsat religiøs frihed for alle trosretninger.« Benjamin Netanyahu ’Bar-Ilan tale’ 14. juni 2009

Stadigt flere israelske politikere har tilsluttet sig dogmet om det udelelige Jerusalem. Israel indlemmede straks efter erobringen i 1967 Øst-Jerusalem i Israel og underlagde området israelsk lov i modsætning til Vestbredden og Gaza. I 1980 fastslog »Jerusalem-loven« byen som den »hele og forenede« hovedstad. Hverken USA, EU eller resten af verden anerkender indlemmelsen af Østjerusalem.

I realiteten er Jerusalem fortsat en delt by. Størsteparten af befolkningen i det oprindelige Østjerusalem er palæstinensere, mens der også er bygninger tilhørende israelske statsinstitutioner og stærkt bevogtede huse, som ideologisk motiverede jøder er flyttet ind i. Taxichauffører og mange andre israelske jøder bevæger sig kun nødtvungent over i den »palæstinensiske del« af byen.

Befri Palæstina

»Målet for det palæstinensiske folk er realiseringen af deres umistelige nationale rettigheder i deres uafhængige, palæstinensiske stat.« Mahmoud Abbas i tale til FNs generalforsamling 23. september 2011

Israelske debattører ynder at fremhæve, at der faktisk aldrig har eksisteret en palæstinensisk stat. Det geografiske Palæstina var underlagt regionale herskere som det osmanniske rige og det britiske imperium i mandatperioden. Det nuværende besatte område var underlagt Jordan og for Gaza-stribens vedkommende Egypten, forud for den israelske erobring.

Verden anført af »Mellemøstkvartetten« – FN, USA, EU og Rusland har en palæstinensisk stat som erklæret mål, men understreger, at den skal etableres ud fra betingelserne i en gensidig aftale med Israel.

Vore forfædres land

»Vi indlemmede de eksilerede, genskabte vores uafhængighed og genopbyggede vores nationale liv. Det jødiske folk er kommet hjem.« Benjamin Netanyahu i tale til FNs generalforsamling 27. september 2012.

Israels premierminister elsker at lave referencer til den historiske »ret« til Israel, ofte suppleret med henvisninger til jødedommens centrale religiøse betydning. Langt størstedelen af verden anerkender Israel som en legitim og selvstændig stat, men kun symbolsk har det noget at gøre med historisk og religiøs tilknytning. Mange folkeslag har tilknytning til områder, hvor det ikke har udløst verdens konkrete opbakning til, at de skal »få det tilbage«. Der var inden Anden Verdenskrig forslag om at etablere et Israel i eksempelvis Uganda eller Argentina.

Verdens ønske om en tostatsløsning illustrerer en anerkendelse af, at palæstinenserne efter mange århundreder i området også har ret til at være der. Netanyahus og andres gentagne referencer til Judæa og Samaria viser det indbyggede problem, at den jødiske kulturs »vugge« er Vestbredden og Jerusalem. Der er ingen forslag om, at en fremtidig palæstinensisk stat så kan få eksempelvis Tel Aviv eller Ashdod i stedet.

Retten til at vende tilbage

»... at afslutte deres fordrivelse og give dem deres rettigheder, nogle af dem tvunget til at søge tilflugt mere end én gang forskellige steder i verden.« Mahmoud Abbas i tale til FNs generalforsamling 23. september 2011.

Fastholdelsen af palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere i FN-understøttede lejre har været med til at »fastfryse« situationen for millioner af palæstinensere i de arabiske nabolande. Trods FN-støtten forestiller de færreste sig – heller ikke de største donorer som USA og EU – at de fordrevne nogensinde kan komme tilbage til deres tidligere hjem i det nuværende Israel. I stedet taler man nu om muligheden for økonomisk kompensation, optagelse i andre arabiske lande eller muligheden for at rejse til en fremtidig palæstinensisk stat.

Israelske jøder afviser ofte selve begrebet »flygtninge« med henvisning til, at flertallet i dag er generationer, som ikke selv flygtede under krigene. Til gengæld giver israelsk lovgivning udstrakt »ret til at vende hjem« for folk med jødisk tilknytning uanset, om deres tilknytning til området har været afbrudt i 2.000 år eller, om de reelt er efterkommere fra konverterede fra andre steder i verden.