Tyskland vil spille en større rolle i verden

To topministre og Tysklands præsident efterlyser et større tysk ansvar i verden. Når det handler om mere militær indsats, støder de dog på kontante modargumenter. Som ofte i Tyskland lyder et centralt spørgsmål: Hvad vil Merkel?

Den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier fra SPD (th.), har offentligt talt for, at Tyskland skal forstærke sin militære indsats i Afrika. Hans regeringspartner forsvarsminister Ursula von der Leyen fra CDU (tv.) har også indskærpet, at Tyskland må tage et større ansvar i verden. »Vi kan ikke bare kigge væk, når mord og voldtægt er på dagsordenen,« sagde hun til nyhedsmagasinet Der Spiegel. Og i weekenden fulgte den tyske præsident, Joachim Gauck, så op med et opgør med den historiske tyske tilbageholdenhed. Også han mener, at Tyskland nu skal træde stærkere frem i verden som politisk stormagt. Foto: Odd Andersen/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BERLIN: Økonomisk er Tyskland en selvbevidst stormagt. I EU er det Berlin, der har det største ord at skulle have sagt. Men udenrigspolitisk har landet efter Anden Verdenskrigs forbrydelser befundet sig i en slags selvpålagt karantæne. Historien har vaccineret Tyskland mod aktivistisk militarisme. Tidligere udenrigsminister Guido Westerwelle henviste til den daværende regerings doktrin om militær »tilbageholdenhed«, da han til mange allieredes store fortrydelse holdt Tyskland ude af det militære angreb på Libyen i 2011. Men hvad, der begyndte som en historisk nødvendighed, er blevet en undskyldning for at stå på sidelinjen af verdenshistorien. Sådan lyder det verbale opgør med den tyske »tilbageholdenhed« nu fra en række ledende tyske toppolitikere. De efterlyser, at Tyskland påtager sig et ansvar i verden, som passer til landets nye økonomiske styrke.

I weekenden var det Tysklands præsident, den tidligere borgerretsforkæmper i DDR Joachim Gauck, der tog livtag med den tyske selvforståelse. Tyskland har ikke qua sin historie erhvervet sig retten til »at kigge væk«, indskærpede han på den årlige sikkerhedskonference i München. Tyskland er storprofitør af globaliseringen og den åbne verdensorden og skal sætte »tidligere, mere afgørende og mere substantielt« ind på at forsvare den, lød det fra Gauck. Økonomisk og nogle gange i yderste tilfælde også med soldater. Det moderne Tyskland er ikke bare en økonomisk stormagt, men et modent og respekteret demokrati, og tiden er kommet til at træde i karakter ude i verden, lød præsidentens budskab.

De bemærkelsesværdige ord fra den i princippet apolitiske præsident kom ikke ud af det blå i Tyskland. De afrundede to uger, hvor to af den nye regerings mest markante ministre i tandem har luftet lignende ambitioner.

Det begyndte, da SPDs udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, gik i medierne med en forsigtigt formuleret plan om at forstærke den tyske indsats i Afrika med mere støtte til den franske militærintervention i Mali og Den Centralafrikanske Republik. Der er europæiske interesser på spil, og Europa kan ikke lade Frankrig sidde alene med ansvaret, lød det fra udenrigsministeren i avisen Frankfurter Allgemeines søndagsudgave. Frank-Walter Steinmeier sagde det ikke direkte selv, men hans budskab blev præsenteret som et opgør med den tyske »tilbageholdenhed« i Afrika.

Kort efter tog Angela Merkels konservative partifælle, den nye forsvarsminister, Ursula von der Leyen, over. Med større ord indskærpede hun, at Tyskland må tage et større ansvar i verden.

»Vi kan ikke bare kigge væk, når mord og voldtægt er på dagsordenen,« sagde hun til nyhedsmagasinet Der Spiegel, der konkluderede, at von der Leyen vil gøre op med dogmet om »tilbageholdenhed«, uden at hun selv blev direkte citeret for det. Ligesom Frankfurter Allgemeine gjorde det med Steinmeier.

Stærkere tysk engagement efterlyses

Joachim Gauck, Frank-Walter Steinmeier og Ursula von der Leyen. En stærk treenighed. Nogle aner en koordineret offensiv. I München i denne weekend var de to ministre hurtige til at bakke præsidenten op. Frank-Walter Steinmeier sagde, at Tyskland er blevet for stort til blot at kommentere udenrigspolitik fra sidelinjen.

De nye tyske toner var populære i München og er lige, hvad mange lande i verden gerne vil høre. Ifølge den udenrigspolitiske forsker og publicist Thomas Jäger, der er professor ved universitetet i Köln, efterspørger mange lande nemlig i stadig højere grad et stærkere tysk engagement.

Mest direkte udtrykt af den polske udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, der i 2011 i en berømt tale sagde, at han frygter tysk passivitet mere end tysk handling. Det gjorde indtryk hen over Oder-Neisse-grænsen mellem de to lande. Krigen var fortid.

I de seneste to år er behovet for mere Tyskland forstærket af det tomrum, der følger af ændringerne i USAs udenrigspolitiske koncept, som Thomas Jäger sammenligner med konceptet under tidligere præsident Richard Nixon.

»Det er nemlig, at de allierede over hele verden må yde mere og påtage sig flere opgaver. Særligt i Østeuropa og i Afrika holder USA sig tilbage og venter, at andre tager over. Og hvem skal kunne det, hvis Tyskland holder sig ude?«.

Merkels holdning

Men det er klogt at beholde proppen i champagneflaskerne i NATO-hovedkvarteret, for indtil videre ved ingen, hvor den tyske debat ender, understreger Thomas Jäger. Spørgsmål nummer ét er som så ofte før: Hvad vil Angela Merkel? Hun har taget tråden op og talt om Tysklands rolle som internationalt forbillede, men er hun helt på linje med trekløveret i München? Står hun måske selv bag deres offensiv, eller er hun blevet taget på sengen?

»Merkel fik i præsidentens tale flere kritiske ord, end det er blevet opfattet i offentligheden. For hendes politik er altid blevet betegnet som tilbageholdelsens politik og de små skridts politik, og det har præsidenten kritiseret. Det går ikke længere, har han sagt. Nu har Merkel imidlertid aldrig rigtig identificeret sig offentligt med tilbageholdelsens kultur. Det vil sige, at hun også nu kunne indtage en anden politisk position uden at lide imageskade. Vi ved ikke, hvorvidt hun har anstiftet forsvarsministeren og udenrigsministeren til at føre diskussionen. Vi ved om begge, at de også ville kunne begynde sådan en diskussion selv. Men hvis der danner sig en konsensus om, at Tyskland må engagere sig mere i konflikter, så må man vente, at Merkel er med. Hun har jo i mange andre spørgsmål også ventet, indtil det politiske landskab ligger klart og har så lagt sig fast på en position,« siger Thomas Jäger til Berlingske.

Politisk uenighed om engagementet

Spørgsmål nummer to er altså, hvordan det tyske politiske landskab reagerer. Ikke mindst fordi tyske militærindsatser – modsat i for eksempel Frankrig og USA – først skal besluttes i parlamentet. Her er der skepsis.

Ifølge Ursula von der Leyen skal grænsen for det tyske engagement i Mali på 180 soldater, der træner og uddanner de lokale, forhøjes til 250 mand. Det udløste straks kritik fra både SPDs venstrefløj og den konservative højrefløj i CSU. Denne »propaganda« for et opgør med »tilbageholdenheden« er faktuelt forkert, sagde CSUs viceformand Peter Gauweiler med henvisning til Tysklands militære udlandsindsatser. Steinmeier trak i håndbremsen. Først skulle man lige se an, hvem i Europa der tilbyder hvilke kapaciteter i Afrika, forklarede han.

Både Die Linke, De Grønne og det liberale FDP advarer med forskeligt tonefald. Den militære tilbageholdenhed tilhører forbundsrepublikkens grundkonsensus, lyder det fra formand for Die Linke Katja Kipping.

»Den, der angriber det, vil en anden republik,« sagde hun til avisen Berliner Zeitung.

Tyske eksperter, debattører og lederskribenter er delt i spørgsmålet, men heller ikke her står konflikten bare mellem højre og venstre. Den konservative avis Die Welt håber på lederplads, at den verbale offensiv vil blive omsat til handling og ikke bare er en ny kommunikationsstrategi, der skal bringe regeringen ud af den internationale defensiv, som Libyen-beslutningen i 2011 satte den i. Den konservative Frankfurter Allgemeines Eckart Lohse betegner opgøret som noget »vrøvl«.

»Den tyske selvirettesættelse, som naturligvis gerne forstærkes af internationale partnere, tjener nu som baggrund for en modbevægelse under overskriften, at Tyskland er for stor til at holde sig ude af denne verdens konflikter. Alle deltager helt op til præsidenten. Hvad er meningen?« skriver han og fremhæver de tyske indsatser i Kosovo, Afghanistan og Congo og bombninger med både civile og militære ofre.

Hvad angår militærindsatser er kritikken af Tyskland forfejlet, mener også tidligere forsvarsminister Thomas de Maizière fra CDU. Da han for nylig overlod posten til Ursula von der Leyen, leverede han som udgangsreplik et tak-for-sidst til Storbritannien og Frankrig. Tyskland er internationalt stærkere engageret end Frankrig, bemærkede han.

»Tyskland behøver ikke nogen belæring fra nogen i Europa om formen og omfanget af vores internationale indsatser,« sagde Thomas de Maizière selvbevidst.

Det interesserer ikke befolkningen

Ifølge Thomas Jäger bliver den gængse fortælling om det militært passive Tyskland overdrevet af de tyske politikeres egen modvilje mod at debattere udenrigspolitikken med befolkningen. »Når offentligheden ikke interesserer sig for udenrigspolitik, så er handlingsrummet større,« forklarer han.

En ny meningsmåling viser, at flertallet i den tyske befolkning er imod yderligere militært engagement, men støtter humanitære og diplomatiske indsatser. Derfor er det ifølge Thomas Jäger ikke mindst en udfordring af de tyske politikere, når Joachim Gauck nu opfordrer dem til at argumentere åbent for mere indblanding ude i verden også af militær karakter.

»Både i partierne og i befolkningen er et større engagement blevet afvist, fordi dette engagement var forbundet med omkostninger og med svære beslutninger om at vælge side i konflikter. Nu må man se, hvor langt de diskussioner, der nu begynder, fører til, at det ændrer sig,« siger han.

Kommende test af regeringens linje bliver ifølge den tyske professor spørgsmålet om det uroplagede Ukraine og debatten om ubemandede droner.